Særlig gospelkoncert på søndag
På søndag den 11. januar kan man opleve en helt særlig gospelkoncert, hvor Nyvangskirkens egne konfirmander medvirker.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Søndag den 11. Januar 2026 klokken 16 holder Nyvangskirken en helt særlig gospelkoncert, hvor kirkens egne konfirmander sammen med konfirmander fra nabosognene medvirker i et stort gospelkor sammen med koncertens erfarne gospelsangere.
Inden koncerten har de kommende konfirmander øvet intensivt sammen med Steffen Bay og hans team, så de er klar til at medvirke på flere af koncertens sange.
Det er den rutinerede gospelinstruktør Steffen Bay med team, der står i spidsen for både workshoppen og den efterfølgende koncert.
De kommende konfirmanders familier er særligt inviteret til at komme og synge med. Steffen har været en del af den danske gospelmusikscene i over 25 år og har blandt andet udgivet gospelalbummet “All Blessings” med 12 af sine egne sange og EP’ en “Let’s Get Together” med “The CC Singers”. Han er uddannet fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København og leder til dagligt flere gospelkor.
”Der findes ikke nogen bedre musikgenre end gospelmusikken, som med sine smittende rytmer, klap og trin, hurtigt kan får børn og unge til at synge og danse sammen”, fortæller Steffen Bay, der selv har sin datter med på bas.
”Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi kan tilbyde denne her slags arrangementer til vores kommende konfirmander og deres familier, fordi det giver dem en stærk og konkret oplevelse af hvordan fællessang kan skabe glæde og livsmod”, fortæller Tina Stege Lindstrøm, der er præst i Nyvangskirken og medarrangør.
Hun mener, at det er i dag også vigtigt, at de unge oplever, at de har noget at byde på som gør en forskel for andre mennesker.
"Og det er lige præcis den erfaring de får på søndag, når de synger med i det store gospelkor og er med til at skabe en glæde og et syngende fællesskab i kirkens rammer”.
Koret skal blandt andet synge og lytte til sange som ”He’s Got the Whole World”, “We Shall Overcome” og ”Take My Hand, Precious Lord”. Sange som var med til at give tro og håb midt i en lang og smertefuld kamp for frihed og lige rettigheder i USA i midten af det forrige århundrede.
Der er fri entre til koncerten og dørene åbnes klokken 15.30.