Så mange spørgsmål og så få svar i Mammografi - sagen
![Så mange spørgsmål og så få svar i Mammografi - sagen](/media/qpxiwdtb/unnamed.jpg?width=50)
Læserbrev: Så mange spørgsmål og så få svar i Mammografi - sagen
Jeg kæmpede og tabte - Her er min tale vedr mammografiscreening i Kalundborg fra Regionsrådet 5.11.2024.
Meget er sagt og skrevet omkring Mammografi forløbet….
Vi i Sygehusudvalget gjorde os umage med at finde frem til en løsning som alle kunne bakke op om. Denne løsning er blevet ændret til en løsning flere ikke kan og vil bakke op om.
Spørgsmålene er mange og svarene er få. Hvordan kan det ske at man omgør en allerede besluttet sag, en sag mange har gjort sig umage med?
Vi var efter flere timeouts- og tovtrækkerier var nået frem til en god løsning vi alle i udvalget stod bag. Der var dækning for langt de fleste borgere i hele regionen i den oprindelige godkendte aftale, det har vi absolut ikke længere… Dvs. vi er gået fra noget rigtigt godt med fuld opbakning til noget rigtigt skidt uden opbakning.
Hvorfor?
Hvem har ønsket det?
Hvordan kan så vigtigt et punkt ændres i dokumentet uden det kommer til forhandling?
Denne sag har fået så meget bevågenhed fra pressen, her har jeg personligt fået flere henvendelser end i nogen anden sag – Spørgsmålene er;
Er Regionsrådet en lukket klub?
Er der ingen regler for hvordan politikken vedtages?
Selv da jeg startede i 1994 som Trainee i Price Waterhouse fandtes der ingen dokumenter uden ejer og uden timestamp og absolut ikke uden ændringshistorik – Kan det virkeligt være rigtigt at vi i Region Sjælland i 2024 ikke har ændringshistorik på så vigtige dokumenter som dem der ligger grund til vores budget? I så fald vil jeg anbefale administrationen af indføre det øjeblikkeligt.
Vi har vel alle krav på gennemsigtighed?
Pressen sidder også tilbage uden svar på alle deres spørgsmål, det syntes jeg er beklageligt. Når journalister beder om aktindsigt får de tilsendt et gammelt dokument uden datoangivelse, uden afsender og uden ændringshistorik…
Men det er ikke kun pressen der ikke har fået svar på deres spørgsmål, det har vi politikere heller ikke – Jeg har været i tæt kommunikation med de fleste af partierne og jeg sætter stor pris på jeres ærlighed og ikke mindst jeres ønske om åbenhed og beskyttelse af vores demokrati.
Som borger i Kalundborg er jeg meget uforstående for at Kalundborg skulle slettes fra listen af steder til Mammografi Screening – Jeg og det Konservative Folkeparti stemte KUN for nedlæggelse af busserne fordi der var en fair fordeling af screeningssteder, det er der ikke længere og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke forsat stemme for nedlæggelse af busserne.
Kalundborg er regionens 6. største kommune og vi har også Regionens største kvindearbejdsplads (Novo Nordisk og Novonesis) – Så er det jo helt uforståeligt at vi er slettet fra listen.
Hvorfor er vi det?
Jeg har set Kalundborg omtalt som et sundhedsmæssigt ”SMØRHUL” og jeg må tage til genmæle på borgernes vegne – Det er vi ikke…. Vi har svært ved at tiltrække både praktiserende læger, speciallæger og vores sundhedsprofil er meget tæt på den dårligste sundhedsprofil i Region Sjælland. Vi har været fravalgt gentagne gange også i forbindelse med vaccinecenter, der var Kalundborg heller ikke attraktiv for Regionen…. Men denne gang vil vi kæmpe for at LIGHED I SUNDHED også gælder i Kalundborg.
Jeg har set at flere har nævnt at der skal nye perspektiver på bordet for at tage beslutningen tilbage til udvalget, dem får i her…
Der er oprindeligt er estimeret Kr. 6.500.000 til etablering af screening i Kalundborg, hvorfor dog det? Vi har et fint nyt Akuthus og der er bestemt plads indenfor murene til et screeningsted, der er endda et rum allerede indrettet med en Dexterscanner og personalebeskyttelse (som underligt nok ikke er i brug) – Dette rum er anvendeligt også til mammografi-screening, også når man kigger på det med de økonomiske øjne og det er vel det man gør når det handler om ift budgetforhandling? Eller hvad? Det er en ”plug and play” løsning i Kalundborg. Så kære Regionsråd, der sparede vi lige 6.5 millioner!
Lad os få en reel og korrekt oversigt over økonomien ift. de mulige steder og ikke kun baseret på ikke ukorrekte antagelser. Jeg kender tilstanden på Akut huset i Kalundborg, men i hemmelige politikere der har ønsket Stege, Odsherred og Faxe fremfor Ringsted, Vordingborg og Kalundborg - som Mammografisteder, kender i økonomien og de krav der er for at få screening disse steder?
Der er kun nævnt 9 steder ift. drift – Hvilket et af stederne skal ikke driftes?
Det var allerede to fejl og det må være nok til en genbehandling?
Vi ønsker sagen tilbage til Sygehusudvalget og vi ønsker at alle partierne i Regjonsrådet har respekt for udvalgsarbejdet – hvorfor skal vi ellers have det? Vi tager det faktisk alvorligt.
I morgen har vi møde med Formanden for Kommunernes Landsforening (som tilfældigvis også er Borgmester i Kalundborg) – Han er både som KL formand og som borgmester svært utilfreds med den nye geografiske fordeling og har foreslået at vi så får 11 mammografisteder, jeg mener personligt at den oprindelige aftale er så fint dækkende for hele regionen og det burde ikke være nødvendigt at investere alle de ekstra kroner – og da slet ikke uden vi kender begrundelsen, for den er ikke i økonomien og heller ikke i geografien, så hvor ligger den så?
Helle Laursen Petersen, medlem af Regionsrådet i Region Sjælland - for Det Konservative Folkeparti.