Rikkes finurlige univers rummer både stor glæde - og sorg
I Viskinge har Rikke Breindahl Knudsen sit helt eget univers - og galleri.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
I Viskinge ligger der på Hovedgaden 31 et unikt lille galleri. Her har Rikke Breindahl Knudsen både værksted og galleri.
Allerede da Rikke Breindahl Knudsen blot var 12 år gammel, fik hun optaget et digt i Kristeligt Dagblad. Og hun skriver stadig. Det er blevet til hele tre digtsamlinger – udgivelser, der også indeholder sange og illustrationer, som Rikke har lavet.
For ud over digte laver Rikke Breindahl Knudsen kunstværker af objekter – sten og drivtømmer – som hun finder ved havet.
"Jeg elsker at gå tur ved stranden og finder for eksempel sten, glas og drivtømmer, som jeg tager med hjem. Når jeg så sidder her i værkstedet, kommer værker frem. Nogle gange taler tingene til hinanden," fortæller Rikke Breindahl Knudsen.
Hun har netop i år haft sit galleri, Det Lille Værkstedsgalleri, i ti år.
Bearbejder svære følelser gennem digte og kunst
Rikke Breindahl Knudsen er sygeplejerske og arbejder i Lægehuset i Svinninge. Men fritiden bruger hun gerne i værkstedet.
Her får hun ikke blot afløb for sine kreative kræfter, men også bearbejdet følelser – for eksempel sorg.
"Jeg elsker at være i mit værksted. Der kommer en ro over mig, når jeg går herud," siger Rikke Breindahl Knudsen.

Rikke Breindahl Knudsen laver værker af drivtømmer og sten, hun finder ved havet. Værkerne bruges også som illustrationer til de digte, hun skriver. Foto: Charlotte Koefoed
Hun har både oplevet at miste et barn - og siden begge sine forældre i et forløb, som var voldsomt.
"Jeg var meget knyttet til mine forældre. I maj 2020 døde min mor af en sjælden og uhelbredelig kræftsygdom. Det var under corona, og det var svært på grund af restriktionerne. Og så skete der det, at min far pludselig og ud af det blå blev indlagt med dårligt hjerte. Han var ellers en meget aktiv mand, 76 år gammel, men kun 11 måneder efter min mor døde, døde min far også. Det var så hårdt," fortæller Rikke Breindahl Knudsen.
Det kom der digtsamlingen Tænksomme Sider ud af – en digtsamling, hun allerede var i gang med, da forældrene døde.
Et hav af spor
Sidste år kom endnu en udgivelse, Et hav af spor, og for Rikke Breindahl Knudsen er det at skrive digte og udfolde sig kreativt en helt afgørende måde at bearbejde sorg og svære følelser på.
Hun oplever, at folk bruger hendes digte, når de selv skal sætte ord på svære følelser, og også når de skal holde taler.
I den seneste digtsamling kan man blandt andet læse digtet Tak for sporene, kære far, som handler om de spor, Rikkes far, Helmer Breindahl, satte i livet.
I digtet kan man mærke kærligheden til faren og de spor, han satte. Det livsmod, han gav videre til alle omkring sig – men især til sin familie.
Op til jul har der været åbent hus i galleriet et par weekender, men ellers er der åbent i Det Lille Værkstedsgalleri hver onsdag fra klokken 16 til 18 eller efter aftale.