RGI samler frivillige og sponsorer – præsenterer to nye partnerskaber

Som en del af aftenen holdt tidligere landsholdsspiller Jesper Nøddesbo foredrag.

RGI samler frivillige og sponsorer – præsenterer to nye partnerskaber
Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) afholdt fredag aften nytårskur. Privatfotos.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) afholdt fredag aften nytårskur for frivillige, venner af klubben og sponsorer. 110 deltog i arrangementet, som blev afholdt for tredje år i træk og satte fokus på klubbens frivillige fællesskab.

Samtidig præsenterede RGI to nye partnerskaber. Meny Kalundborg og Intersport Kalundborg er trådt ind som nye samarbejdspartnere og slutter sig dermed til klubbens eksisterende sponsorgruppe. Ifølge formand Esben Hansen er sponsoraterne afgørende for klubbens drift og udvikling.

“Uden vores sponsorer og partnere kan vi ikke drive RGI, som vi gerne vil. At vi nu udvider med to nye partnere, er fantastisk,” siger Esben Hansen.

Stærke værdier og stor betydning for lokalområdet

Det nye samarbejde betyder blandt andet, at flere af klubbens hold fremover vil dyrke sport i Select-tøj med Meny Kalundborg og Intersport Kalundborg på trøjerne.

De lokale købmænd fra Meny Kalundborg, Michael Skovgaard Rasmussen og Peter Egebæk, samt Steen Møller fra Intersport Kalundborg fremhæver RGI som en velfungerende klub med stærke værdier og stor betydning for lokalområdet. De lægger særligt vægt på klubbens arbejde for børn og unge samt vigtigheden af lokalt samarbejde.

Foredrag af tidligere landsholdspiller

Som en del af aftenen holdt tidligere landsholdsspiller Jesper Nøddesbo foredrag. Nøddesbo har vundet EM-guld i 2008 og OL-guld i 2016 med det danske herrelandshold i håndbold og har spillet 10 år i FC Barcelona, hvor han blandt andet vandt nationale mesterskaber og Champions League-titler. I foredraget satte han fokus på livet i et præstationsmiljø og betydningen af trivsel og fællesskab i de små foreninger, hvor mange begynder deres idrætsliv.

Del