Rekordmange unge vælger de tekniske fag

I en industriby som Kalundborg, hvor store virksomheder og produktionsmiljøer spiller en central rolle, er behovet for teknisk arbejdskraft markant.

Rekordmange unge vælger de tekniske fag
Flere unge end nogensinde før er i gang med en læreplads inden for de tekniske uddannelser. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Flere unge end nogensinde før er i gang med en læreplads inden for de tekniske uddannelser. Nye tal fra uddannelsesstatistik.dk viser, at antallet af igangværende uddannelsesaftaler nu har nået det højeste niveau nogensinde med knap 10.700 aftaler.

Ifølge erhvervsorganisationen TEKNIQ er udviklingen et klart tegn på, at de tekniske fag vinder frem blandt de unge. Organisationen peger på, at interessen for en faglært karriere med både muligheder og mening er stigende.

“Det gør os glade at se så mange unge vælge de tekniske uddannelser. Det er en generation, der ikke bare vil tale om forandring, men som vil være med til at skabe den i praksis. De unge får en uddannelse med gode jobmuligheder og en hverdag, hvor deres arbejde gør en forskel, og virksomhederne får de kollegaer, der er så stor mangel på,” siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.

Udviklingen går imod den generelle tendens

Udviklingen går imod den generelle tendens på erhvervsuddannelserne, hvor søgningen samlet set er under pres. På det tekniske område er billedet et andet. Fra 2024 til 2025 steg antallet af uddannelsesaftaler med 3 procent inden for uddannelser som elektrikere, vvs-energispecialister, smede og industriteknikere.

Ser man på de seneste ti år, er væksten endnu tydeligere. Her er antallet af uddannelsesaftaler på de tekniske uddannelser steget med 27 procent, mens de øvrige erhvervsuddannelser samlet set er steget med knap 8 procent.

I Kalundborg er behovet for teknisk arbejdskraft markant

I en industriby som Kalundborg, hvor store virksomheder og produktionsmiljøer spiller en central rolle, er behovet for teknisk arbejdskraft markant. De tekniske uddannelser peger direkte ind i de kompetencer, der efterspørges lokalt, og den stigende interesse blandt unge kan derfor få stor betydning for både virksomhederne og byens fortsatte udvikling.

Ifølge TEKNIQ er fremgangen vigtig – ikke kun for virksomheder, der mangler faglærte medarbejdere, men også for samfundet som helhed. Den grønne omstilling og styrkelsen af Danmarks beredskab kræver flere med tekniske kompetencer.

“Vi kommer simpelthen ikke i mål hverken med den grønne omstilling eller oprustningen af Danmarks beredskab uden flere faglærte. Uanset om det handler om vindmøller, et stærkere forsvar eller at energieffektivisere industrien, så er det de tekniske fag, der får ambitionerne til at blive til virkelighed. Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning, at vi nu sætter rekord i lærlinge netop her,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Del