Snerydningen skal finde sted så hurtigt som muligt, efter at der er faldet sne. Du skal sørge for, at der er ryddet sne og saltet eller gruset mandag til lørdag kl. 07-22 og søndag kl. 08-22.
Du skal sørge for, at:
- Fortovet er ryddet for sne i mindst en meters bredde. Hvis det er glat, skal du salte eller gruse der.
- Indgangen til din grund og vejen hen til affaldsbeholderne og postkassen er ryddet for sne i mindst en meters bredde. Hvis det er glat, skal du salte eller gruse der.
- Der er fri passage mellem kørebanen og indgangen til grunden, så for eksempel skraldemanden og postbuddet kan komme frem. Hvis sneploven har lavet en snevold, er det dit ansvar at rydde en passage på mindst en meters bredde.
Hvad angår renovation, gælder følgende regler også:
- Der er lys på hele adgangsvejen og ved affaldsbeholderen, så skraldemanden kan se, hvad han laver.
- Sne er fjernet fra skraldespandenes låg.
Hvis vi får en hård isvinter, skal du også fjerne istapper og sne på tage, der risikerer at falde ned på vej eller sti – og du skal opsætte forsvarlig afspærring.
Sanktioner
Hvis man ikke rydder sit fortov som man skal, kan kommunen sørge for rydningen og efterfølgende sende dig regningen.
Politiet har også mulighed for at uddele bøder for manglende snerydning, og så kan man ikke regne med at få tømt sin skraldespand eller få leveres post, hvis ikke man ar ryddet for sne.
Desuden kan du risikere at skulle betale erstatning, hvis nogen kommer ud for en ulykke ved din bolig. Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis du skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller svie og smerte. De fleste er dækket af den ansvarsforsikring, der er indeholdt i husforsikringen, men har du ikke sådan en, skal du betale erstatningen af egen lomme.