Region ØST - Fusion, Overtagelse eller centralisering?

Region ØST - Fusion, Overtagelse eller centralisering?

Region Østdanmark bliver præsenteret som en fusion mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden. Men når man ser på, hvem der får magten i den nye organisation, er det svært at se ligeværdigheden.

Tallene taler deres eget tydelige sprog.

Ud af 25 topposter – direktører og vicedirektører – går 17 til folk fra Region Hovedstaden og kun 8 til Region Sjælland. Blandt direktørerne alene er fordelingen 8 mod 4 i Hovedstadens favør.

Men det mest opsigtsvækkende er ikke bare antallet. Det er, hvilke poster der placeres hos hvem.

De absolut tungeste områder i den nye region – økonomi, sundhedsplanlægning, HR, IT, byggeri, præhospital drift og den centrale politiske kommunikation – placeres næsten alle hos direktører fra Region Hovedstaden.

  • Charlotte Hosbond får Koncern Sundhed
  • Jens Buch Nielsen får Koncern Økonomi
  • Kirstine Vestergård Nielsen får HR og Uddannelse
  • Mette Harbo får Digitalisering og Teknologi
  • Mogens Kornbo får Ejendomme og Byggerier
  • Thomas Reimann får Præhospitalet
  • Marie Kruse får Politik og Kommunikation

Det er med andre ord de områder, hvor milliardbudgetterne, den strategiske styring og de afgørende prioriteringer ligger.

Hvad får Region Sjælland så?

Regionsudvikling. Socialområdet. Koncerntekniske serviceområder. Steno Diabetes Center. Vigtige områder, ja. Men ikke de centrale magtpositioner i det samlede sundhedsvæsen.

Det er svært ikke at stille spørgsmålet: Er Region Østdanmark reelt en fusion? Eller er vi i virkeligheden vidne til en centralisering af magt omkring København? For Region Sjælland er ikke bare en mindre udgave af Region Hovedstaden. Vi driver sundhedsvæsen under helt andre vilkår.

Vi har store geografiske afstande. Manglende lægedækning. Rekrutteringsudfordringer. Lange transporttider. Og et sundhedsvæsen, der i årevis har været presset på personale.

Netop derfor har Region Sjælland været nødt til at tænke anderledes. Vi har udviklet stærke kompetencer inden for hjemmebehandling, borgernære løsninger og fleksible måder at organisere sundhedsvæsenet på. Ikke som prestigeprojekter – men fordi virkeligheden krævede det.

Samtidig har vi set Region Hovedstaden kæmpe med massive budgetoverskridelser på hospitalsbyggerier i milliardklassen, faktisk hele 3 milliarder i budgetoverskridelse – Det havde ikke givet forfremmelse i det private erhvervsliv.

Det er derfor svært at forstå, hvorfor næsten alle de tunge styringsområder nu samles hos ledelser fra netop Region Hovedstaden.

For hvordan skal man træffe de rigtige beslutninger for Kalundborg, Nakskov, Slagelse eller Nykøbing Falster fra kontorer i København?

Hvordan skal man forstå udfordringerne i et presset, geografisk stort og personalemæssigt udfordret sundhedsvæsen uden reel erfaring med netop de vilkår?

Risikoen er åbenlys: At Region Sjællands erfaringer og kompetencer reduceres til et bilag i en hovedstadsstyret organisation. At beslutningerne flyttes længere væk fra borgerne. Og at den innovation, Region Sjælland har været tvunget til at skabe gennem mange års pres, drukner i central administration og hovedstadstænkning.

En reel fusion kræver balance. Respekt. Og ligeværdig repræsentation. Ellers er det ikke en fusion. Så er det centralisering.

Villum Christensen (LA), medlem Regionsråd ØST & Helle Laursen Petersen (LA), medlem Regionsråd Sjælland & Kalundborg Kommunalbestyrelse.

Del