Red Bull bil er tjekket ind i Kvickley
Man skulle næsten tro, det var en aprilsnar, men det er det ikke. En Red Bull bil har fundet vej ind i Kvickly. Og der bliver den en hel måned.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Red Bull har lige lanceret en ny variant, en White edition med kirsebærsmag, og i den forbindelse har man rullet det helt store marketingsshow ud.
Det betyder blandt andet, at man i Kvickly i Kalundborg har skarpe priser på Red Bull i disse dage, og at der er blevet bygget en hel bagvæg op med Red Bull energidrikke i forskellige varianter, og kigger man nærmere efter, danner de det klassiske Red Bull-logo.
Og så er der bilen.
Det er nemlig lykkedes at trille en Red Bull-bil ind i Kvickly, som er helt speciel. Den kan godt nok ikke køre nogen steder hen, men man kan til gengæld sætte sig bag rattet i bilen og køre en frisk tur på en bane.
Bagerst i bilen kan man spille Fifa, og har man lyst til at prøve det, står bilen i Kvickly hele april måned.
Det oplyser varehuschef Frank Pedersen.
Et spørgsmål melder sig dog. Hvordan er bilen kommet ind i butikken?
“Vi har fået den ind gennem karrusellen, for den kan åbne på midten og så kunne vi trille bilen igennem og ind på plads,” afslører Frank Pedersen.