Red Barnet Kalundborg kom på besøg hos BMS
Fredag havde Red Barnet Kalundborgs familieoplevelsesklub en helt særlig dag hos BMS på Gl. Hovvej. For både børn og voksne blev det en fantastisk oplevelse fyldt med mod, grin og store maskiner.
Familieoplevelsesklubben er en lokal indsats for børn og familier i udsatte positioner. Her skabes fællesskaber og positive oplevelser, som styrker trivsel, relationer og børns tro på egne evner.
"Og troen på egne evner blev i den grad testet denne dag," fortæller Louise Würtz Munch, der er kommunikationsleder i Red Barnets lokalafdeling i Kalundborg.
Børnene var modige – flere af dem var oppe i højden flere gange for at røre taget.
"Det var næsten ikke til at se, om det var Claus fra BMS eller børnene, der havde det største smil, når liften løftede dem helt derop," fortæller Louise Würtz Munch.
De prøvede også “skippers bil”, som hjælper medarbejderne fra BMS rundt på byggepladsen. Den var både hurtig og kunne køre op ad snedriver – til stor begejstring.
Højere end Rundetårn
Den store kran – hele 50 meter høj, altså højere end Rundetårn – løftede en BMS-bil op i luften til stor jubel fra både børn og voksne. Heldigvis skulle ingen ind i bilen, men spændingen var stor.
Til gengæld fik børnene lov at komme op i cockpittet på den store kran og “styre” den – en oplevelse, de sent vil glemme.
Det var en kold dag, så den optændte grill, blev både brugt til at varme pølser og kolde fingre.
Meny Kalundborg havde doneret pølser, brød, sodavand og tilbehør, og BMS havde sørget for ekstra huer og halsedisser, så alle kunne holde varmen - og få et lille fysisk minde med hjem.
Og dagen sluttede ikke her. Turen gik videre til Raklev Hallerne, hvor der var hoppe- og legeland, så børnene kunne hoppe fødderne varme igen.
Dagen var et godt eksempel på, hvad der sker, når lokalt erhvervsliv går det ekstra skridt for børn og familier i udsatte positioner.
"En kæmpe tak til alle vores samarbejdspartnere, og helt særlig tak til BMS og Meny Kalundborg for at vise, hvad lokalt ansvar og fællesskab i praksis betyder. Det er samarbejder som disse, der gør det muligt at skabe store oplevelser for små – og meget modige – mennesker," slutter Louise Würtz Munch