Raklev vandt igen i overbevisende stil

Der var god opbakning lørdag formiddag ved Røsnæshallen, da Raklevs Sjællandsseriehold spillede hjemme og vandt med 6-1 over Nykøbing FC.

Raklev vandt igen i overbevisende stil
Raklevs Sjællandsseriehold vandt lørdag formiddag 6-1 over Nykøbing FC. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Det vil ikke være forkert at sige, at hjemmeholdet sad på kampen fra start til slut. Cheftræner Martin Müller Nissen og trænerteamet har fået holdet godt organiseret både defensivt og offensivt, og det gav ikke mange muligheder for udeholdet.

Henrik Nielsen fra Raklev refererer fra kampen:

Kampen startede i et moderat tempo, hvor spillet i de første 15 minutter foregik meget på midten af banen, og det lagde ikke op til de store chancer til nogen af holdene. Kampens første store chance var i det 17. minut, hvor Jonas Krøll havde en stor mulighed for at bringe hjemmeholdet foran, men afsluttede lige på udeholdets målmand. Få minutter efter scorede Cevin Thrane kampens første mål efter et hjørnespark, hvor Cevin bragede bolden i kassen på kort afstand. Marcus Stoltenberg lavede assisten til målet med en aflevering ind foran mål fra baglinjen.

Marcus Stoltenberg ville også selv på måltavlen og scorede i kampens 25. minut, hvor han fik en perfekt aflevering fra Mathias Bodholdt. Hele optakten til målet blev sat i gang af Jonas Krøll, som fik startet den kontra, der grundlagde angrebet. Jonas Krøll var også involveret i kampens næste mål, da han spillede bolden i dybden til Sebastian Skovhus, der ved et afrettet skud snød udeholdets målmand og scorede til 3-0. Umiddelbart inden pausen fik Nykøbing reduceret til 3-1 på et flot langskud uden chance for Noah Anholm i Raklevs mål.

Kort inde i 2. halvleg fik Nykøbing et unødvendigt straffespark. Noah Anholm viste sin klasse i målet og forhindrede en reducering, som på det tidspunkt i kampen godt kunne have givet udeholdet ekstra tro på tingene. Det rystede dog ikke hjemmeholdet, da Malte Melin scorede umiddelbart efter til 4-1, hvor Jeppe Søholm lavede assist til målet.

Efter en kort pause på bænken havde Malte Melin appetit på flere mål. Sebastian Skovhus lavede et gennembrud fra højre kant og lagde bolden til rette for Malte Melin, der scorede sikkert til 5-1. Kort efter brød Sebastian Skovhus bolden på egen banehalvdel, hvor han førte bolden frem til midten af banen og afleverede til Malte Melin, der elegant lagde bolden i mål til 6-1.

Efter Malte Melins hattrick blev der ikke scoret yderligere i kampen, men 6 mål af hjemmeholdet er også mere end godkendt. Samtidig bliver der lukket godt af i defensiven, så det bliver spændende at følge holdet i de kommende kampe.

Kampens målscorer:

  • 1-0: Cevin Thrane (20)
  • 2-0: Marcus Stoltenberg (25)
  • 3-0: Sebastian Skovhus (39)
  • 3-1: Anton Hansen (43)
  • 4-1: Malte Melin (57)
  • 5-1: Malte Melin (84)
  • 6-1: Malte Melin (90)

Man of the match blev Mathias Bodholdt.

Raklevs næste kamp er på udebane fredag den 27. marts kl. 18.30, hvor holdet møder Herlufsholm GF.

Del