Raklev vandt 4-1 i Sjællandsserien
Skærtorsdag spillede Raklev en vigtig hjemmekamp mod Solrød FC, og det blev til en overbevisende 4-1 sejr.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Kampene mod Solrød plejer at byde på god fodbold fra begge hold, og det viste sig at holde stik. Der var mange mål og gode detaljer i hjemmekampen, og de mange tilskuere blev derfor godt underholdt.
Raklev refererer fra kampen:
Raklev startede med at lægge pres på Solrød i kampens første minutter med nogle gode aktioner på højre kanten. En af de gode aktioner kom fra Raklevs hurtige højre kant, Jonas Krøll, som bankede bolden på undersiden af overliggeren efter et indøvet hjørnespark, hvor bolden sprang tilbage i spil igen i målmandsfeltet. Heldigvis for Raklev, så var den hovedstødsstærke, Marcus Roed Møller Christensen, med fremme på hjørnesparket, og det var ingen sag for Marcus at heade bolden i mål til stor begejstring for tilskuerne. Der var kun spillet 3 minutter af kampen på det tidspunkt. Samme Marcus var dog få minutter efter meget uheldig i den anden ende af banen, da han fik afrettet et frispark, der sikrede udligning for udeholdet. På det tidspunkt virkede udligningen som en lille mavepuster for hjemmeholdet, men det varede kun kort. Raklevs bomstærke anfører, Mathias Bodholdt, ville det nemlig anderledes, og han bragte hjemmeholdet på 2-1 kun 2 minutter efter udligningen. Dette efter en fremragende præstation af anføreren, der modtog en perfekt aflevering fra Marcus Stoltenberg.
Trods hjemmeholdets gode start på kampen, så hang Solrød stadig på i kampen og udfordrede hjemmeholdet mere og mere. Solrød var meget tæt på at udligne efter en omstilling, men heldigvis ramte bolden stolpen. Resten af 1. halvleg blev en intens affære med mange nærkampe på midten af banen, men der blev ikke scoret yderligere inden pausen.
Solrød kom godt ud til 2. halvleg og havde bedre fat i spillet i de første 10-15 minutter efter pausen. Raklevs defensiv stod stærkt og afværgede de muligheder, som udeholdet skabte og samtidig var Raklevs debuterende målmand, Noah Lundsgaard, sikkerheden selv i målet.
Hjemmeholdet fortsatte med at kæmpe bravt og Jeppe Præstholm fik tilkæmpet sig et straffespark efter en perfekt aflevering fra Marcus Stoltenberg. Straffespark var i hvert fald det, som dommeren umiddelbart dømte, men han blev underkendt af sin linjedommer, da forseelsen var sket uden for feltet. I Simon Müller Nielsens fravær, der så Malte Melin sin chance for at tage sig af holdets frispark. Det var godt tænkt af den unge Melin, da han hamrede bolden op i fjerneste målhjørne. Malte Melins frisparksperle blev lavet efter 64. minutters spil.
Sidste uges debutant, Lucas Kjærgaard, kom på banen efter ca. 80 minutter, og der gik ikke mange minutter før han viste sin klasse. Marcus Roed Møller Christensen lagde en bold langt frem på Solrøds banehalvdel, som Lucas Kjærgaard tog med sig og kanonerede bolden ind bag en chanceløs Solrød-målmand. Imponerende mål af den unge Kjærgaard, der scorede sit debutmål i Sjællandsserien i et par gamle Puma King støvler, der efter sigende var lånt af målscorens far. Glæden var stor i Raklev-lejren, da Lucas Kjærgaards mål ganske enkelt slukkede ethvert håb om point for udeholdet.
En god fysisk og spændende kamp sluttede med en 4-1 sejr, hvor Raklev endnu engang stod godt defensivt og viste samtidig en imponerende evne til at producere chancer og score mål.
Kampens målscorer:
- 1-0: Marcus Roed Møller Christensen (3)
- 1-1: Selvmål (11)
- 2-1: Mathias Bodholdt (13)
- 3-1: Malte Melin (64)
- 4-1: Lucas Kjærgaard (82)

Man of the match blev Mathias Bodholdt. Foto: Brian Kristensen
Raklevs næste kamp er på udebane fredag den 10. april kl. 18.30, hvor holdet møder Køge Nord FC.