Rådgivercafé hvor du bliver klogere på økonomi, jura og bank

Lokale virksomheder og iværksættere har mulighed for at få sparring og rådgivning fra revisorer, banker og advokater.

Rådgivercafé hvor du bliver klogere på økonomi, jura og bank
Privatfoto

Bliv klogere på økonomi, jura og bank til Rådgivercafé hos Kalundborgegnens Erhvervsråd               

Kalundborgegnens Erhvervsråd er tilbage med en ny omgang Rådgivercaféer der giver lokale virksomheder og iværksættere mulighed for at få sparring og rådgivning fra revisorer, banker og advokater.

Som en del af Kalundborgegnens Erhvervsråds Iværksættertilbud har man genopfundet et allerede velkendt koncept, nemlig Rådgivercaféerne.

Til Rådgivercaféerne kan iværksættere og virksomheder møde lokale revisorer, banker og advokater, få et overblik over alt det man bør vide for at drive en virksomhed, få svar på konkrete spørgsmål og naturligvis mødes med andre i samme situation.

Det kan være en uoverskuelig opgave at finde hoved og hale i alt hvad man bør vide som virksomhedsejer.

”Derfor har vi rakt ud til lokale rådgivere for at høre, om de sammen vil være med til at støtte op om vores lokale erhvervsliv og iværksættermiljø” udtaler David Hindberg, chefkonsulent i erhvervsrådet og fortsætter ”Kalundborgegnen bugner af spændende virksomheder, gamle som nye, som har til fælles, at man nok brænder inde med et spørgsmål eller to angående økonomi, jura eller andet. Her kan man få sparring, uden at det koster andet end ens tid”.

Rådgivercaféen er en del af Kalundborgegnens Erhvervsråds samlede Iværksættertilbud, som bl.a. også indeholder et iværksætterkursus, netværk for minivirksomheder og iværksættere, samt workshops i forretningsudvikling.

Lokale rådgivere stiller sig til rådighed for at løfte en fælles opgave.

Til den kommende Rådgivercafé, d. 22. februar klokken 19.00-21.00, har Beierholm Kalundborg, Sparekassen Sjælland-Fyn i Kalundborg, samt Advokatfirmaet Machenhauernielsen, sagt ja til at stille op og dele ud af deres viden og erfaring.

”Vores lokale rådgivere er de oplagte at vælge til sådan et arrangement, da de allerede har dybt kendskab til emnerne som skal drøftes på dagen, men samtidig også har lokalkendskab og kan forstå ikke bare deltagernes virksomhedssituation, men også den geografiske virkelighed, som det nu er at drive virksomhed på Kalundborgegnen, som oplever en vanvittig vækst” udtaler David Hindberg og fortsætter ”Denne gang er det Beierholm, Sparekassen Sjælland-Fyn og Machenhauernielsen der tilbyder hjælp. Til næste gang vil det være andre rådgivere. Vi har heldigvis mange kvalificerede rådgiver lokalt, som træder til."

Deltagelse til Rådgivercaféen er gratis

Rådgivercaféerne er gratis og tilbydes til hele Kalundborgegnens erhvervsliv.
Man kan tilmelde sig via Kalundborgegnens Erhvervsråds hjemmeside, www.kalundborgerhverv.dk/arrangementer

Del