Protester i lokalområde: Beboere føler sig overhørt i sag om håndværkercamp med 142 boliger
Flere beboere i lokalområdet mener, at det er en sag som skal listes gennem systemet og beboerne er bekymret for bl.a. den ekstra trafik som kommer i området tæt på Årby Skole.
Af Jens Nielsen
Et privat firma har ansøgt Kalundborg Kommune om at opføre en håndværkercamp i Årby / Melby området. Beboerne i området er stærkt utilfredse over manglende information fra kommunen.
Lokalområdet Årby / Melby kan måske se frem til at blive naboer til en håndværkercamp inden længe. Et privat firma har søgt Kalundborg Kommune om at opstille et midlertidigt byggeri med hotellignende forhold, nærmere bestemt boliger til 142 håndværkere samt parkering til deres biler, på adressen Lykkebakken 18, meget tæt på bl.a. Årby Skole.
I en naboorientering skriver Kalundborg Kommune: ”Du er vurderet til at være høringsberettiget, og modtager derfor denne naboorientering. Dette da høringsberettiget har krav på at blive hørt, hvis et byggeri kræver dispensation fra byggelovgivningen eller planlovgivningen, herunder reglerne i bygningsreglementet eller i en eventuel lokalplan. I disse sager skal kommunen orientere naboer og eventuelt andre berørte parter om det påtænkte byggeri, sådan at de har mulighed for at komme med deres eventuelle bemærkninger til byggeriet, inden der træffes afgørelse i sagen.”
Der er dog kun tre naboer som har modtaget naboorienteringen fra Kalundborg Kommune, to naboer og Årby Skole og derfor mener flere beboere i lokalområdet, at det er en sag som skal listes gennem systemet og beboerne er bekymret for bl.a. den ekstra trafik som kommer i området tæt på Årby Skole.
”Min påstand er at tre interessenter er langt under lavmål for det antal orienteringer som bør udsendes i sagen, da en sådanne håndværkercamp med 142 personer og deres transportmidler vil påvirke alle i lokalområdet, specielt de trafikale forhold,” fortæller Martin Nielsen, der selv bor i nr. 16, omkring 250 meter nede af en sidevej, og han er ikke blevet orienteret.
”Os på Lykkebakken 16 er ikke orienteret, selvom vi bor 250 meter fra nabogrunden Lykkebakken 18 og, at vi vil skal deles om samme indkørsel,” fortsætter Martin Nielsen.
Borgerne i det lille lokalsamfund har været samlet på parkeringspladsen ved Årby Forsamlingshus til et ’borgermøde’ og skal mødes igen for at diskutere sagen om den måske kommende håndværkercamp.
”I naboorienteringen bedes der accept fra de tre interessenter til at der gives dispensation for at ændre rammebetingelser fra rekreativt område / sportsaktiviteter til erhverv og beboelse. Orienteringen skriver da også positivt om at dispensationen jo kun er midlertidig, bilag til orienteringen fra det private firma, skriver fem år. Hertil skriver kommunen at ændring af rammebestemmelserne i lokalplan for 2026 vil blive tilføjet - så er Camp’en jo permanent,” siger Martin Nielsen på vegne af beboerne i området.
TV-Kalundborg.dk har henvendt sig til Kalundborg Kommune for en kommentar til beboernes utilfredshed med at blive nabo til en håndværkercamp med 142 boliger.
”På ejendommen har der tidligere ligget en materielgård. Ejendommen ligger i byzone, men er i kommuneplanen en del af et større område, der er udlagt til rekreative formål. En tilladelse til projektet til midlertidige håndværkerboliger vil forudsætte, at kommunen fraviger kommuneplanens rammebestemmelse. Parallelt indgår det i Forslag til Kommuneplan 2025, som netop har været i offentlig høring, at ejendommen udlægges til blandet bolig og erhverv,” skriver Kalundborg Kommunes teknik- og udviklingsdirektør, Michel van der Linden i en e-mail, og fortsætter, ”Som en del af sagsbehandlingen har kommunen gennemført en orientering af de umiddelbart nærmeste naboer, svarende til, hvis der var tale om en sag om landzonetilladelse. I den forbindelse har kommunen ikke vurderet, at Lykkebakken 16 skulle være omfattet af orienteringen. Det skal hertil bemærkes, at Lykkebakken 16 ikke støder op til Lykkebakken 18, der ligger faktisk et skovareal imellem de to ejendomme.”