Projektmagere uden penge

Projektmagere uden penge

Læserbrev: Projektmagere uden penge

Da jeg i begyndelsen af firserne var erhvervschef på Kalundborgegnen blev jeg præsenteret for hele tre hotelprojekter i Kalundborg.  Fine projekter, hvor der imidlertid manglede en væsentlig forudsætning: Finansiering.  Så de blev ikke til noget.  Senest har der været planer om et hotelbyggeri ved siden af rådhuset.  Igen mangler der finansiering.  Men der ligger en lokalplan, som tillader hotelbyggeriet.

Der var også planer om et stort feriecenter på Klintegården i samarbejde med arkitektfirmaet Friis og Moltke, som tegnede Kalundborghallen.  Det lykkedes aldrig at finde investorer, selvom der forelå tilladelse fra planmyndighederne til at bygge på jorden, der ligger tæt på fjorden.

Da jeg i halvfemserne var erhvervschef i Høje-Taastrup kommune, blev vi også præsenteret for store projekter på en grund, som var ejet af kommunen.  Et engelsk firma ville etablere en stor arena i samarbejde med Wembley i London men manglede finansieringen til at bygge. Senere ville andre etablere et stort H.C. Andersen land, men manglede finansiering.  Nogle ville bygge Danmarks største vandland men manglede finansiering.  Det er endt med, at der er blevet etableret Danmarks største indendørs go-cart bane.  Det er jo langt fra det, som skulle have været Royal Arena placeret i Høje Taastrup.

På Røsnæs har en privat projektudvikler nu planer om et stort feriecenter til 300 millioner kroner.  Men heller ikke denne person har finansieringen på plads.

Jeg anbefaler, at alle bestræbelser om lokalplaner for området stilles i bero, indtil en finansiering foreligger.  Ellers risikerer, man at fastlåse et område til en aktivitet, som måske aldrig bliver til noget.  

Flemming Deenfeldt Hansen

Kalundborg

Del