Professionel indsats skal skaffe job til 100 opsagte medarbejdere

Fokus er nu på at få de næsten 100 medarbejdere, der er blevet opsagt, videre til den næste fase i deres arbejdsliv.

Professionel indsats skal skaffe job til 100 opsagte medarbejdere
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fokuseret samarbejde, jobcaféer og professionel indsats skal skaffe job til opsagte Gyproc medarbejdere, skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg kunne tilbage i efteråret 2022 fejre 50-års jubilæum, men nu er det slut. I løbet af 2024 lukker produktionen. Den meddelelse fik medarbejderne i august sidste år

Nu har de første chokbølger lagt sig efter, at det blev kendt, at Gyproc nedlægger fabrikken i Kalundborg.

Fokus er nu på at få de næsten 100 medarbejdere, der er blevet opsagt, videre til den næste fase i deres arbejdsliv.

Derfor har Gyproc, Jobcenter Kalundborg og jobkonsulenterne fra AS3 Employment indgået et samarbejde, hvor målet er at få så mange medarbejdere i job som muligt. Og gerne i andre områder af industrien i Kalundborg. Samarbejdet er delvist finansieret af regionale midler fra STARs varslingspulje. 

”Det er jo en trist situation at stå i, at blive opsagt fra sin arbejdsplads. Mange af medarbejderne har jo haft deres daglige gang der i mange år. Det er både et arbejde og et fællesskab, der på den måde ophører med at eksistere. Hos Jobcenter Kalundborg er en af vores opgaver jo at skaffe arbejdskraft til de mange virksomheder i vores område, der mangler medarbejdere. Det er vi ret gode til. Dels fordi der er efterspørgsel efter arbejdskraft i vores område, men også fordi vi prioriterer samarbejde med virksomheder, organisationer og medarbejdere højt,” siger Lasse Bjerregaard, der er jobcenterchef i Kalundborg Kommune.

Jobcafe med Speeddating

Over 3 dage i januar måned vil samarbejdet om at skaffe ny beskæftigelse til de afskedigede Gyproc-medarbejdere afholde jobcafeer med ”speeddating”, hvor 16 lokale virksomheder deltager. Her kan virksomheder og medarbejdere mødes, og få et overblik over forventninger og muligheder. Og efter det første chok har lagt sig er der gode forventninger til forløbet:

"Vi har mange loyale medarbejdere, der har været her i mange år, og som efter opsigelsen stod fortvivlede tilbage og ikke vidste, hvad der skulle ske. Her har samarbejdet med jobcentret og AS3 Employment været vigtigt – de har udvist stor forståelse for situationen og magtet at pege folk i den rigtige retning. Vi havde blandt andet en kollega, der sagde, at han ikke kunne andet end at køre truck, men da han fik seriøs hjælp, fandt han ud af, at han kunne meget mere," fortæller Pia Pedersen, industrioperatør og tillidsrepræsentant for Gyproc-medarbejderne.

Jobcaféerne finder sted på Gyproc i dagene 17., 18. og 22. januar.

Video: Har produceret gipsplader i godt 50 år – nu er det slut

Del