Populært sommermarked på lørdag

Lørdag den 15. juni åbnes dørene igen til de smukke blomster i alverdens farver samt mange andre smukke ting, herunder glas, keramik og tekstil.

Populært sommermarked på lørdag
Lørdag den 15. juni er der igen det populære sommermarked på Stejlhøjhus . Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

En af de faste traditioner hos Stejlhøjhus er deres populære sommermarked, og i år er ikke anderledes. Lørdag den 15. juni åbner Stejlhøjhus nemlig igen dørene til de smukke blomster i alverdens farver i gartneriet samt mange andre smukke ting, herunder glas og keramik.

Det er de forskellige afdelinger under Det Sociale Voksencenter område 1, der står for sommermarkedet på Stejlhøjhus på lørdag. Som vanligt vil der være blomster i alverdens afskygninger og farver i det fine gartneri på Stejlhøjhus, ligesom de mange værksteder holder åbent, hvor man kan købe keramik, glas, tekstiler og meget andet. Derudover vil der være salg af mad og drikke.

Smukke blomster og keramik samt sang og musik

”Igen i år står Møllebakgården for salg af grillpølser, og Café Solsikken sælger lækre flæskestegssandwich,” fortæller Karina Boye, der er underviser på Stejlhøjhus, og fortsætter: ”Drivhuset er fyldt med blomster og der vil være boder fra de forskellige satellitter, Raklevgården, Sofiehuset og Solsikken.”

Husbandet Kryds og Tværs kommer og underholder, ligesom de også gjorde sidste år. De er i fuld gang med at øve. Derudover kommer Solsikken også med et skydetelt, og Møllebakgården har en tombola.

Et indblik i hverdagen

Karina Boye fortæller, at sommermarkedet også er en god mulighed for, at folk kan se, hvordan deres hverdag foregår.

”Vores åbent hus er en dag, hvor man kan komme og se vores hverdag. Man kan se de arbejdende værksteder, hvordan en dagligdag ser ud for mange af vores brugere,” fortæller hun.

Sommermarkedet vil være åbent lørdag den 15. juni fra kl. 10-15. Alle er velkomne.

Del