Politisk ordfører vil have national indsats mod oversvømmelser

Politisk ordfører vil have national indsats mod oversvømmelser
Pelle Dragsted, Niels Erik Danielsen og Jan Broholm ved havnen i Kalundborg. Privatfoto

Pelle Dragsted, Enhedslistens politisk ordfører, har besøgt Kalundborg for at mødes med lokalafdelingen og deltage i et offentligt møde. Under besøget blev der også tid til at se nærmere på områder i byen, som lokalafdelingen arbejder med politiske problemer – blandt andet Kalundborg Havn.

Her er der risiko for oversvømmelser som følge af stigende vandstande. Enhedslisten Kalundborg har fremsat forslag i Kommunalbestyrelsen om at opdatere kommunens Klimahandlingsplan. De opfordrer til at igangsætte de initiativer, der endnu ikke er blevet ført ud i livet, men de svar, afdelingen har modtaget fra kommunen, er ikke tilfredsstillende.

Pelle Dragsted vil nu undersøge muligheden for, at Enhedslisten i Folketinget fremsætter et forslag om en national indsats mod oversvømmelser. Han understregede, at en sådan indsats skal have en social vinkel: "Mennesker, der ikke har råd til at beskytte sig mod stigende vandstande, skal have hjælp. De, der har ressourcerne, kan klare opgaven selv. Og de, der vælger at bygge i oversvømmelsestruede områder, må være bevidste om den risiko, de påtager sig."

Under besøget delte Pelle Dragsted også personlige minder fra sin tid i Kalundborg. Han kom regelmæssigt i byen, da hans fars ekskone havde et hus der. Han fortalte om, hvordan han som barn sejlede og fiskede i fjorden i sin lille jolle. Særligt huskede han, hvordan de store katamaranfærgers bølger kunne vælte en lille båd, hvis man ikke var hurtig med årerne.

Besøget blev afsluttet med et offentligt møde i 3F Kalundborgs lokaler, hvor 25 deltagere var mødt op. Her talte Pelle Dragsted om den voksende ulighed, som han mener er skabt gennem de seneste 20-30 års politik.

Han fremhævede blandt andet, at pensionsalderen stiger, og at adgangen til sundhedsydelser er ulige fordelt. Han påpegede også forskellen mellem tidligere tiders offentlige banker og nutidens private banker, der tjener store summer på gebyrer.

"Vi skal vælge side – enten bankernes, de store virksomheders og de velhavendes side eller borgernes, arbejdernes og de mindrebemidledes side," sagde Pelle Dragsted.

Besøget blev afrundet med en livlig og nuanceret debat, hvor deltagerne stillede mange interessante spørgsmål.

Del