Politikere på feltarbejde: besøgte folkeskoler, dagtilbud og sociale tilbud
Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune besøgte i sidste uge en række institutioner.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Det nyligt konstituerede Børn- og Familieudvalg i Kalundborg besøgte i sidste uge en række folkeskoler, børnehaver og sociale tilbud for at få et indtryk af de rammer børn og unge i Kalundborg har deres hverdag i.
På turen besøgte udvalget Tømmerup Skole, Skolen på Herredsåsen, the International School of
Kalundborg, Ungekollegiet, børnehuset Buldervang, Familiehuset, det lettilgængelige behandlingstilbud STIEN, børnehaven Lærkereden og specialskolen Sigrid Undset, hvor blandt andet lærere, pædagoger, psykologer samt skole- og institutionsledere stod klar til at modtage politikerne og fortælle om hverdagen på de enkelte steder.
Muligheden for at se forskellene i de kommunale institutioner og tilbud til alle børn og unge glæder udvalgsformand Cathrine Sinding.
”Når vi kommer rundt på en dag som denne, får vi mulighed for at tale med dem, det hele handler om, nemlig børnene, de unge og de voksne, der omgiver dem. Vi får som politikere indsigt i de udfordringer, der
findes rundt omkring, og det giver os viden om, hvordan forholdene reelt er for både børn, unge og
medarbejdere," sagde hun.
For udvalgets næstformand, Tina Beck-Nilsson, er turen en god måde at få en dybere viden om det område, udvalget beskæftiger sig med
”Turen rundt på vores skoler og institutioner er næsten blevet en tradition, når det nye udvalg er konstitueret. Det synes jeg er rigtig godt, fordi det giver os et rigtig godt indblik i hverdagen for børnene og de unge i vores kommune. Men turen rundt i kommunen tjener også et socialt formål," forklarer hun.
Hun peger på, at når man sidder sammen i sammen i bussen mellem besøgsstederne, opstår der en særlig dynamik.
"Vi taler vi sammen – også om ting, der ikke har med politik at gøre. Og det er rigtig godt, særligt når udvalget er så ungt”, siger Tina Beck-Nilsson.
Den pointe er Cathrine Sinding enig i.
”Særligt som ny i kommunalbestyrelsen – som jeg selv er – er det her en rigtig god måde til at lære
hinanden lidt bedre at kende. For kender man hinanden og ved, hvor holdningerne stammer fra, bliver det politiske samarbejde typisk også lettere," siger hun.
Børn- og Familieudvalget forsætter deres tur rundt i kommunen til august, hvor de blandt andet skal
besøge børnehaver, vuggestuer og folkeskoler i den sydlige del af kommunen.