Politikere på bænken lagde øre til borgernes spørgsmål

Lørdag formiddag var der et utraditionelt vælgerevent i Kordilgade. Det havde lokale kræfter sørget for. 

Politikere på bænken lagde øre til borgernes spørgsmål
Politikerne stillede sig lørdag formiddag til rådighed for borgerne i et utraditionelt valg-event. Foto: Thomas Gosch

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Tre lokale aktører havde stablet et anderledes valgevent på benene. Et event, hvor partierne til det kommende kommunalvalg fik en bænk hver i centrum af Kalundborg. Her kunne kandidaterne sidde og få sig en snak med de borgere, der havde et spørgsmål. 

Det var Anita Grundberg Rasmussen fra Vores Kalundborg, Mie Swärd fra Swärds Guldsmedie og Peter Kjær Erichsen fra Kalundborg Turistforening, der havde arrangeret, og såvel politikere som borgere tog godt imod ideen.

"En virkelig god ide", mente Tina Beck- Nilsson fra Socialdemokratiet. 

Hun blev spurgt om hendes holdning til folkeskolen, til forholdene for de ældre, og helt konkret var der borgere, der var bekymret for udvidelsen af industrien i Årby. 

"Men det var en god måde at komme i snak med borgene på", sagde hun.  

Borgerne ville gerne tale med politikerne på Kordilgade lørdag formiddag. Her det Kristine Vesterskov Olsen og Tina Beck-Nilsson fra Socialdemokratiet, der fik spørgsmål fra en borger. Foto: Thomas Gosch

Ideen blev taget godt imod

Den holdning delte Henriette Ergemann fra Frit Borgerligt Fælleskab. 

"Det var en anderledes måde at tale med borgerne på. Mange orker måske ikke at komme til valgmøder, så er det måske nemmere at møde os en lørdag formiddag her på gaden", sagde hun. 

De borgere, hun talte med, ville vide noget om ældrepleje, ældreboliger, skoler og veje. 

Frit Borgerligt Fællesskabs kandidater synes, det var en fin måde at møde borgerne på. Foto: Thomas Gosch

" Kort sagt velfærdsområdet", sagde Henriette Ergemann.

Og så ville borgerne vide, hvem Frit Borgerligt Fællesskab peger på som borgmester. 

"Her må jeg bare sige, at vi peger på en af vores egne i valgforbundet, som vi har indgået med Liberal Alliance og Nyt Kalundborg. Men alt kan ske på valgnatten. Det bliver et spændende valg", sagde Henriette Ergemann. 

 

 

Del