Politiet var på vandet

Midt- og Vestsjællands Politi var, i weekenden, på vandet med patruljebåden for at kontrollere, at lovgivningen blev overholdt.

Politiet var på vandet
Hos de sejlende kontrollerede politiet brugen af redningsudstyr, om den ansvarlige havde de fornødne certifikater eller var påvirket af spiritus, og om fartøjet var forsikret eller blev ført med for høj hastighed ifølge reglerne til søs. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Midt- og Vestsjællands Politi var i weekenden på vandet med patruljebåden. 
Lørdag eftermiddag blev der sejlet i Kalundborg Fjord samt Musholm Bugt og Jammerbugt. Der blev tid til besøg i industrihavnen og Vesthavnen i Kalundborg, Mullerup Havn, Reersø Havn og Nyby Havn på Røsnæs.

Hos de sejlende kontrollerede politiet brugen af redningsudstyr, om den ansvarlige havde de fornødne certifikater eller var påvirket af spiritus, og om fartøjet var forsikret eller blev ført med for høj hastighed ifølge reglerne til søs.

I alt blev der kontrolleret fem sejlbåde, seks motorbåde, to joller og tre vandscootere. Det blev til en enkelt sag, idet føreren af en speedbåd ikke havde erhvervet det nødvendige speedbådscertifikat og også manglede forsikring på sin båd.

Grundet naturbeskyttelse af Kalundborg Fjord, er det i øvrigt ikke lovligt at sejle med vandscootere og jetski i Kalundborg Fjord.

Det kan blive dyrt at glemme redningsvesten

Derudover er det vigtigt at huske, at når man sejler af sted i sin båd, skal der være redningsveste til alle ombord. Redningsvestene skal være størrelsessvarende i forhold til besætningen. Manglende vest udløser en bøde på 1.500 kroner per vest.

Derudover benytter rigtig mange de populære paddleboards (SUP'er) og et paddleboard er, ifølge loven, et mindre fartøj, og derfor skal man også her medbringe en svømme- eller redningsvest svarende til det antal, der sidder/står på boardet. Også her risikerer man at få en bøde på 1.500 kroner, hvis man benytter sit paddleboard uden at have medbragt rednings- eller svømmevest.

Det mærkede en del kalundborgensere sidste år, hvor der blev uddelt bøder for netop ikke at have rednings- eller svømmeveste med ombord på paddleboardet, når man sejlede af sted.

Kilde: Retsinformation samt Dansk Sejlunion

Del