Politiet søger kandidater til pris for forebyggende arbejde
Prisen skal sætte fokus på det lokale kriminalpræventive arbejde og give et skulderklap til dem, der står bag.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Projekter, initiativer og ildsjæle, der forebygger kriminalitet eller hjælper med at forhindre, at borgere bliver ofre for forbrydelser, kan nu indstilles til Midt- og Vestsjællands Politis forebyggelsespris.
Midt- og Vestsjællands Politi søger kandidater til politikredsens årlige forebyggelsespris. Prisen skal sætte fokus på det lokale kriminalpræventive arbejde og give et skulderklap til dem, der står bag.
”Hvis man har kendskab til et projekt, et initiativ eller en ildsjæl, der gør en god indsats på forebyggelsesområdet, så er det nu, at man kan indstille vedkommende til prisen. Formålet er, at vi får sat fokus på det gode kriminalpræventive arbejde, der foregår i kommuner, boligselskaber, idrætsforeninger og mange andre steder,” siger politidirektør Andreas Langsted.
Indsatser for både unge og ældre
Prisen kan gå til indsatser, der forebygger kriminalitet, eller som mindsker risikoen for, at bestemte persongrupper bliver udsat for forbrydelser. Det gælder indsatser rettet mod både unge og ældre.
Projektet skal høre hjemme i Midt- og Vestsjællands Politis område.
”Det er vigtigt arbejde, der fortjener et stort fokus. Prisen er vores forsøg på at give et skulderklap til dem, der driver de forebyggende projekter," siger politidirektøren.
Uddeles i foråret 2027
Forebyggelsesprisen uddeles ved et arrangement på Roskilde politistation i foråret 2027.
Sidste år gik prisen til projektet ”Ud af volden - ind i livet” fra Hegnetslund Krisecenter i Køge. Projektet blev hædret for gennem rådgivning, vejledning og støtte at hjælpe mænd og kvinder, der har været udsat for vold i deres parforhold, videre i livet.
Forslag til kandidater kan sendes til Mvsjl@politi.dk