Pokalkamp mod Superliga-hold i Raklev
Der er dømt fodboldfest i Raklev, når superligaholdet Sønderjyske kommer til byen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Der er dømt fodboldfest i Raklev, når superligaholdet Sønderjyske kommer til byen onsdag den 3. september.
Onsdag den 3. september inviterer Raklev Gymnastik- og Idrætsforening (RGI) til pokalkamp mellem superliga-holdet Sønderjyske og Raklev GI fra Sjællandsserien. Der er ingen tvivl om, at mange vil møde op og støtte det lokale fodboldhold, når de skal spille pokalkamp mod Sønderjyske i begyndelsen af næste måned.
“Det bliver David mod Goliat, når Raklev Inviterer til årets nok mest vanvittige pokalopgør, hvor hele byen står bag de lokale helte, der tør drømme stort og sparke hårdt,” skriver RGI blandt andet på deres hjemmeside.
Kom forbi og hep på de lokale
Kampen spilles klokken 18, men allerede fra midt på eftermiddagen og op til kampstart vil der blive arrangeret en opvarmningszone med blandt andet telte, grill og øl. Fodboldklubben inviterer nemlig alle interesserede til at komme forbi og heppe på de blå lokale fodboldspillere.
“Kom forbi og mærk suset, når superligaens stjerner skal prøve kræfter med provinsens passion og vilje. Vi lover sved, slid og måske en sensation – og du vil ikke gå glip af det. Der vil være salg af øl i plastikglas, stadionpølser og stemning i verdensklasse. Det her er fodbold, som det skal være,” skriver de endvidere i deres Facebookopslag.
Det hele foregår på Raklev Stadion, v. Røsnæshallen onsdag den 3. september kl. 15.30 – 21, kampstart er kl. 18.
Man kan købe billetter her: https://raklevfodbold.klub-modul.dk/cms/EventOverview.aspx
Serie 2-holdet FC Kalundborg skal også møde OB, dog vil dette foregå i Odense.