Plejehjemsbeboere baskede til tønderne

Traditionen tro, blev der selvfølgelig også fundet kattedronninger og kattekonger. 

Plejehjemsbeboere baskede til tønderne
Flere steder på plejecentrene i Kalundborg Kommune blev der afholdt fastelavnsfest fredag, her fra Enggården i Ubby. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Flere steder på plejecentrene i Kalundborg Kommune er der blevet slået katten af tønden og kåret kattekonger og kattedronninger.

På Enggården i Ubby havde de seks elever arrangeret en flot fastelavn med tøndeslagning, kaffe og fastelavnsboller.

Flere af de ældre borgere havde ikke så mange kræfter til at slå til tønden med, men så trådte personalet til og inden længe gik der hul i bunden af tønden.

Plejehjemsbeboerne på Plejecenter Nyvangsparken var også inviteret til fastelavnsfest i festsalen, hvor den sædvanlige Fredagsbar var skiftet ud med udklædning, sjove masker og et par fyldte og pyntede tønder med lidt godt til ganen. 

Traditionen tro, blev der selvfølgelig også fundet to kattedronninger og to kattekonger. 

Nyvangsparkens Køkkenpersonale havde sørget for lækre hjemmelavede fastelavnsboller i flotte farver til formiddagskaffen.

Både borgere, personale og elever på Nyvangsparken hyggede sig med sang og en masse gode grin.

Del