Peter har sat verdensrekord - i isdykning
Peter Munk Truelsen fra Allershave ved Vesterlyng har været til Ice Challenge Finland og her opnåede han at sætte verdensrekord i isdykning.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Det er langt fra hverdagskost at sætte både en verdensrekord og to danske rekorder ved samme stævne. Ikke desto mindre var det præcis, hvad fridykkeren Peter Munk Truelsen fra Allershave ved Kalundborg præsterede under Ice Challenge Finland 2026 i slutningen af marts.
Efter seks års målrettet træning kunne Peter Munk Truelsen skrive sig ind i rekordbøgerne med et imponerende dyk på 160 meter under is med monofinne – kun iført speedsuit.
Samtidig satte han dansk rekord med 90 meter uden finner og 4 minutter og 26 sekunder i statisk dyk i det iskolde vand.
Rekordforsøget fandt sted i Finland, hvor deltagerne dykker under isen mellem udskårne huller og følger en line med markeringer for hver 20. meter. Inden forsøget skal dykkeren melde sin distance ud – og for Peter blev ambitionen justeret undervejs.
“Jeg havde et prøvedyk på 111 meter, som gik virkelig godt. Derfor hævede jeg målet fra 140 til 160 meter – og det lykkedes,” fortæller han.
Selve rekorddykket var både fysisk krævende og mentalt intenst. Han svømmede i cirka 2,5 meters dybde og brugte markeringerne på linen som pejlemærker. Undervejs skiftede han teknik, og efter 100 meter blev svømningen markant hårdere.
“Ved 140 meter var jeg presset, men jeg kunne stadig mærke, at det var muligt. Jeg roste mig selv hele vejen,” siger han.
Mod slutningen opstod der kort forvirring, da en forventet markering ved 150 meter manglede. Det betød, at han svømmede forbi målet og først blev stoppet ved 160 meter.
Præstationen overgår blandt andet en tidligere Guinness-rekord sat af Stig Severinsen, dog uden at kunne godkendes i samme kategori på grund af for tynd is. Verdensrekorden mangler desuden den endelige officielle godkendelse, men forventes at falde på plads.
For Peter handler fridykning dog om mere end rekorder. Sporten giver ham både fysisk styrke og mental ro, som han også tager med sig uden for vandet. Åndedrætsøvelser er en fast del af hans hverdag, og motivationen ligger i konstant udvikling.
“Jeg bliver en bedre udgave af mig selv både fysisk og mentalt. Når man når sine mål, får man mod på mere – og når man ikke gør, får man noget at arbejde videre med,” siger han.
Peter Munk Truelsen er instruktør på fridykkerholdet i Kalundborg Sportsdykkerklub og oplyser, at der er ledige pladser på holder, hvis nogen har lyst til at prøve kræfter med fridykning.