Passage har fået helt nyt liv
Nu er den første færdig, slippen ved Slagter Jacob, som har fået helt ny belægning i brosten og pigsten og en gangsti i bordursten.
Af Jens Nielsen
Ombygning og renovering af slippen i Kordilgade 10, dvs. passage og gårdrum bag Slagter Jacob er nu færdig. Det er blevet så flot siger slagtermesteren.
På investeringsoversigten for 2024 har Kalundborg Kommune afsat et rådighedsbeløb på i alt 4,2 mio. kr. til at ombygge og renovere passager fra Kordilgade til de tilstødende parkeringsarealer ved Bredgade i Kalundborg midtby.
Nu er den første færdig, slippen ved Slagter Jacob, som har fået helt ny belægning i brosten og pigsten og en gangsti i bordursten.
Projektet har til formål at skabe et mere attraktivt og funktionelt byrum, der bygger på både byens historie og nutidige behov, fremhæver port og passage, og understøtter nye muligheder til aktiviteter i gårdrummet.
”Det er bare blevet så flot og vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Kalundborg Kommune hvor vi har fået lov til at byde ind” fortæller Jacob Nielsen, og fortsætter, ”Vi har haft vores murer til at pudse vores vægge og om 14 dage kommer maleren og maler det hele, og så skal der sættes lys og blomster op.”
Passagen er allerede åben for gående og på fredag eftermiddag åbnes der op for parkering og varetilkørsel.
Passagen ved Slagter Jacob er blot begyndelsen
Kommunalbestyrelsen har længe ønsket at forskønne og forbedre de såkaldte slipper mellem Kordilgade og de tilstødende parkeringsarealer ved Bredgade, som en del af de overordnede ønsker for at udvikle bymidten.
Nu er den første færdig og de to næste slipper indgår i projektet med renovering af parkeringspladsen i Bredgade som lige er sat i gang og som skal stå færdig inden jul.