Påskestemning med en Taekwondo-Verdensmester

Kalundborg Son Taekwondo arrangerede traditionen tro deres årlige påskelejr i sidste uge, og det var ikke bare en almindelig træningslejr.

Påskestemning med en Taekwondo-Verdensmester
Deltagerne På Påskelejren Til Fællesfoto På Rynkevangskolen. Privatfoto

Hvad får 70 dedikerede mennesker til at tilbringe 3 påskedage i hallen på Rynkevangskolen? Endda med sved på panden, ømme muskler og nogle på tynde liggeunderlag? Svaret er enkelt. Det gør de, fordi der er påskelejr med Kalundborg Son Taekwondo som arrangør, ledet af klubbens daglige underviser Benny Olesen 8. Dan-sortbælte, og bl.a. krydret med et besøg af en ægte Taekwondo-Verdensmester!

Kalundborg Son Taekwondo arrangerede traditionen tro deres årlige påskelejr i sidste uge, og det var ikke bare en almindelig træningslejr. Nej, Benny Olesen havde inviteret en ægte Verdensmester, Eva Sandersen 5. Dan-sortbælte, til at undervise påskelejrens deltagere.

Eva Sandersen blev i 2023 Verdensmester og er desuden 9 gange Europamester og nummer 1 på Verdensranglisten i sportsteknik i Taekwondo, hvor teknikker udføres i forskellige figurer.

"Med sin imødekommende og professionelle tilgang fik Eva Sandersen alle deltagere til at opleve noget helt særligt, ikke kun i deres tekniske færdigheder, men også i deres mentale tilgang til det at træne Taekwondo, hvor Eva Sandersen som person fik ens tanker henledt til en topprofessionel balletdanser," fortæller Benny Olesen.

Udover Eva Sandersen var det lykkes Benny Olesen at få 4 andre Taekwondo-ikoner i Danmark til at undervise på påskelejren, bl.a. den koreanske stormester Choi Kyoung An, som med sit 9. Dan-sortbælte er den højest graduerede i Skandinavien. Sammen med påskelejrens erfarne instruktører, og Taekwondo-udøvere fra Son Taekwondo-klubber fra Holbæk, DTU og Støvring samt deres venskabsklubber fra Hillerød, Holbæk, Islev, Køge Svendborg og Slagelse City, blev stemningen i Rynkevanghallen mættet med energi, latter og nærvær.

”Påskelejren handlede ikke kun om at bliver bedre til Taekwondo, men også om at være sammen og have det sjovt. Uanset om man var nybegynder eller erfaren, var der plads til alle, og det var virkelig rart at mærke fællesskabet og opbakningen,” fortæller Benny Olesen

Bag forplejning af de mange deltagere på påskelejren stod et køkkenteam af frivillige forældre til nogle af Kalundborg-klubbens elever, og uden dem havde det ikke været muligt at afholde påskelejren.

”Du behøver ikke at være Verdensmester fra starten – det vigtigste er bare at have lysten og modet til at prøve noget nyt. Hvem ved, måske ser vi dig til næste års påskelejr, hvor vi sammen kan skabe endnu flere uforglemmelige minder,” siger Benny Olesen

Del