Påskeposer til 25 familier i Kalundborg

I anledning af påsken har Kalundborg Broderlaug og Meny Kalundborg taget et nyt initiativ for at hjælpe familier i lokalområdet, der har brug for lidt ekstra støtte.

Påskeposer til 25 familier i Kalundborg
Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem Kalundborg Broderlaug og købmand Peter Egebæk, indehaver af Meny Kalundborg i samarbejde med Red Barnet Kalundborg og Home-Start Nordvestsjælland. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I anledning af påsken har Kalundborg Broderlaug og Meny Kalundborg taget et nyt initiativ for at hjælpe familier i lokalområdet, som har brug for lidt ekstra støtte.

I alt 25 familier blev lørdag den 14. marts overrasket med en påskepose fyldt med lækkerier og dagligvarer, som kan være med til at skabe lidt ekstra hygge i højtiden. Poserne bliver overrakt ved besøg fra Red Barnet Kalundborg eller Home-Start Nordvestsjælland.

Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem Kalundborg Broderlaug og købmand Peter Egebæk, indehaver af Meny Kalundborg. Sammen har de samlet og sponsoreret påskeposerne, som skal give familierne en håndsrækning i en tid, hvor højtider ofte kan være en økonomisk udfordring.

I samarbejde med Red Barnet og Home-Start Nordvestsjælland

Uddelingen sker i samarbejde med Red Barnet Kalundborg og Home-Start Nordvestsjælland, som gennem deres arbejde har et indgående kendskab til de lokale familier og derfor kan sikre, at hjælpen når frem til dem, der har mest brug for den.

Formålet er ikke kun at bidrage med lidt ekstra til påskebordet, men også at sende et signal om fællesskab og omtanke i lokalsamfundet.

“Påsken er en højtid, hvor mange samles omkring gode måltider og traditioner. Vi håber, at vores bidrag kan være med til at give nogle familier en lidt lettere og mere glædelig påske,” siger købmand Peter Egebæk fra Meny Kalundborg.

Hos Kalundborg Broderlaug glæder man sig også over samarbejdet og muligheden for at gøre en forskel lokalt.

“Det betyder meget for os at kunne støtte familier i vores eget lokalområde. Samarbejdet med Meny Kalundborg og Red Barnet Kalundborg samt Home-Start Nordvestsjælland gør det muligt at nå ud til dem, der har mest brug for hjælpen,” lyder det fra broderlauget.

Initiativet er ifølge arrangørerne et eksempel på, hvordan lokale samarbejder kan skabe små, men betydningsfulde øjeblikke for familier i Kalundborg.

Del