Overskuddet fra salg af genbrugstøj til børn og unge doneres til udsatte familier

Ved at handle eller donere dit barns brugte børnetøj, udstyr eller legetøj støtter du Mødrehjælpens arbejde for gravide og børnefamilier.

Overskuddet fra salg af genbrugstøj til børn og unge doneres til udsatte familier
Det eneste helt nye som findes i forretningen er strik fremstillet i lækre kvalitetsmaterialer. Strik som er meget efterspurgt. Her er det Anne-Lise Jacobsen, som er ansvarlig for afdelingen med nyt strik, i daglig tale kaldes hun ’Uldmor’.

Af Jens Nielsen

Mødrehjælpens butik i Kordilgade i Kalundborg, der bl.a. sælger genbrugstøj, har hele 42 frivillige tilknyttet. De er med til at gøre hverdagen lettere for sårbare familier.

Mødrehjælpen har butikker med genbrug til børn i hele landet. Ved at handle eller donere dit barns brugte børnetøj, udstyr eller legetøj støtter du Mødrehjælpens arbejde for gravide og børnefamilier.

I Kalundborg har Mødrehjælpens butik adresse på Kordilgade 71. En flot butik hvor der i den grad er styr på det store udvalg af tøj til drenge og piger fra 0-12/14 år, men udvalget i legetøj, bøger og tilbehør til de mindste er også stort. Der kan altid laves en god handel, og samtidig støtter du et godt formål. Overskuddet af salget går til foreningens egne lokale aktiviteter for gravide, børnefamilier og forældre i Kalundborg og omegn.

Det kan kun lade sig gøre fordi 42 frivillige gør et stort arbejde med at sortere tøjet, når det bliver doneret til butikken, alt tøj og legetøj bliver vasket, prismærket og hængt på bøjler eller lagt på hylder i rigtige størrelser.

”Vi er mindst to og gerne tre på vagt ad gangen, til at passe butikken og til at sortere og vaske tøj, man er aldrig alene, og så betyder det sociale fællesskab selvfølgelig meget,” fortæller Iris Jørgensen, som er ’butiksansvarlig'.

”Alt hvad der er her, er genbrug. Alt bliver vasket når vi modtager det, selv legoklodser bliver vasket. Tøjet bliver sorteret, det pæneste beholder vi selv her i butikken, det knapt så gode tøj bliver doneret til Balkan Missionen og det som slet ikke kan bruges køres på genbrugspladsen hvor det genbruges til bl.a. gulvmopper,” fortæller Anne-Grethe Ejlersen, som også er en af de mange frivillige i Mødrehjælpens butik i Kalundborg.

Priserne for genbrugstøjet er så alle kan være med, fx koster en bluse 20 kr., 30 kr. for et par bukser og en vinterjakke kan købes for 45 kr.

Fra garn til barn

Det eneste helt nye som findes i forretningen er strik fremstillet i lækre kvalitetsmaterialer. Strik som er meget efterspurgt.

”Vi har omkring 20 damer som sidder hjemme og strikker i uld og bomuld og det er meget efterspurgt af de helt unge familier, især mærker vi en stor efterspørgsel når der er folk i sommerhusene,” fortæller Anne-Lise Jacobsen, som er ansvarlig for afdelingen med nyt strik, i daglig tale kaldes hun ’Uldmor’.

Opskrifterne til de modeller som sælges gennem Mødrehjælpen kan hentes i butikken eller på Mødrehjælpens hjemmeside.

Startpakker

En af Mødrehjælpens mange aktiviteter er en startpakke som doneres til udsatte familier i samarbejde med sundhedsplejerskerne i Kalundborg Kommune.

Startpakken indeholder bl.a. bleer, shampoo, tøj, en lille bog og et gavekort til Mødrehjælpens butik. I bunden af startpakken ligger der et flot tæppe, som er syet af frivillige.

I øvrigt får alle der venter barn i Kalundborg Kommune et gavekort på 75 kr. til Mødrehjælpens Butik.

Mange aktiviteter

Udover et stort frivilligt arbejde med at holde butikken i Kordilgade i gang så har Mødrehjælpen i Kalundborg en lang række af aktiviteter, bl.a. busudflugter, gravidyoga, foredrag, workshops, familie sommerlejr, biografture og uddeling af julekurve til udsatte børnefamilier.

Hvis du ligger inde med velholdt børnetøj, legetøj og udstyr til børn fra omkring 0 år til cirka 10 år, tages der gladeligt imod det i butikkens åbningstid. 

Mødrehjælpens butik i Kordilgade 71 har åbent mandag-fredag: 10-17 og lørdag: 10-13.

Del