Over 4.000 familier søger Julehjælp i Region Sjælland

Mødrehjælpen har i år modtaget 4.266 ansøgninger til Julehjælp fra familier i Region Sjælland.

Over 4.000 familier søger Julehjælp i Region Sjælland
Godt tre ud af fire ansøgere angiver høje priser på dagligvarer, varme og el som årsag til, at de søger hjælp.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mødrehjælpen har i år modtaget 4.266 ansøgninger til Julehjælp fra familier i Region Sjælland. På landsplan har 24.811 familier søgt om støtte til at skabe en tryg og glædesfuld jul for deres børn.

”Julen er en dyr tid, og mange familier kæmper allerede med en stram økonomi. Behovet for hjælp er derfor fortsat stort,” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

Godt tre ud af fire ansøgere angiver høje priser på dagligvarer, varme og el som årsag til, at de søger hjælp. Mange familier frygter december måned, hvor ønsket om julemad, gaver og hyggelige traditioner presser budgettet yderligere.

Mødrehjælpens Julehjælp giver 550 kr. per barn og hjælper ikke kun til juleaften, men kan også bruges til rådgivning og lokale aktiviteter resten af året. I 2024 fik over 31.000 børn Julehjælp i Danmark.

Bidrag kan gives via Mødrehjælpens hjemmeside, SMS eller MobilePay frem til 16. december.

Del