Østdanmark får første konstitueringsaftale
Region Østdanmark – landets nye og største region – har nu sin første konstitueringsaftale.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
En bred politisk aftale mellem seks partier sikrer Socialdemokratiets Lars Gaardhøj posten som regionsrådsformand i den nye Region Østdanmark.
Region Østdanmark – landets nye og største region – har nu sin første konstitueringsaftale. Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne. Tilsammen repræsenterer partierne 32 af regionsrådets 47 medlemmer og danner dermed et solidt politisk flertal.
Aftalepartierne peger samlet på Lars Gaardhøj (A) som regionsrådsformand og formand for Forretningsudvalget.
“Jeg er både glad for og stolt over, at så mange partier har tillid til mig, og jeg vil gerne kvittere for, at så bred en kreds ønsker at tage ansvar for sundhedsreformen og Region Østdanmark,” siger Lars Gaardhøj, der også fremhæver, at arbejdet sammen med de seks nye sundhedsråd bliver en central del af regionens fremtid.
Med sundhedsreformen etableres nemlig seks sundhedsråd i Region Østdanmark, hvor regionsrådspolitikere og kommunale repræsentanter skal styrke det nære sundhedsvæsen og sikre, at beslutninger træffes tættere på borgerne. Sundhedstilbuddene skal i højere grad tilpasses lokale behov og flyttes ud af sygehusene – blandt andet til borgernes egne hjem.
Det har partierne aftalt
Formandskab i Region Østdanmark
- Lars Gaardhøj (A) bliver formand for regionsrådet.
- Det Konservative Folkeparti får posten som 1. næstformand.
- Radikale Venstre bliver 2. næstformand.
Forretningsudvalget
- Lars Gaardhøj bliver formand.
- Socialdemokratiet får næstformandsposten.
- Øvrige pladser fordeles efter den d’Hondtske metode.
Formandsposter i de seks sundhedsråd
Sundhedsråd Hovedstaden
- Formand: Radikale Venstre
- Næstformand: Socialdemokratiet
Sundhedsråd Københavns Omegn Nord
- Formand: Venstre
- Næstformand: Moderaterne
Sundhedsråd Nordsjælland
- Formand: Det Konservative Folkeparti
- Næstformand: Venstre
Sundhedsråd Amager og Vestegnen
- Formand: Enhedslisten
- Næstformand: Socialdemokratiet
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
- Formand: Socialdemokratiet
- Næstformand: Det Konservative Folkeparti
Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland
- Formand: Venstre
- Næstformand: Enhedslisten
Poster i alle sundhedsråd fordeles efterfølgende efter den d’Hondtske metode.
Flere udvalgsposter på plads
Udvalg for Regional Udvikling – fra 2027
- Formand: Det Konservative Folkeparti
- Næstformand: Enhedslisten
- Derudover fordeles 11 pladser efter den d’Hondtske metode.
Underudvalg om psykiatri
- Formand: Socialdemokratiet
- Næstformand: Moderaterne
- Udvalget kommer til at bestå af 13 medlemmer.