Os i Uniform fyldte havnen

Rekordstor deltagelse til Os i Uniform på Vestre Havneplads i Kalundborg, som havde lagt sig i selen og stillet op med endnu mere materiel og uniformerede styrker.
En stor succes, siger arrangøren.

Os i Uniform fyldte havnen
Der var rekordstor tilslutning til Os i Uniform på Vestre Havneplads lørdag over middag. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Os i Uniform var for femte år i træk tilstede på havnenpladsen i Kalundborg. I år var der skruet ekstra op for materiel – flere fartøjer, biler og udrykningskøretøjer – og igen blev der demonstreret overlegen manøvrefærdigheder med helikopter.

To personer blev nemlig reddet op af vandet af Flyvevåbnets eskadrille 722. Øvelsen tiltrækker rigtigt mange mennesker.

Fra pladsen åbnede klokken 12 til eventet sluttede, var der et mylder af mennesker, der ville se, opleve, røre ved og tale med de uniformerede styrker.

"Jeg tror, vi allerede har rundet de 5000 besøgende,“ sagde arrangøren Milan R. Falsing en time inde i arrangementet.

To ridende betjente fra Københavns Politi havde for eksempel taget turen til Kalundborg – dog ikke på hesteryg hele vejen. De lyste op i gadebilledet, red runder i midtbyen og lod nysgerrige klappe hestene.

"Vi havde hestene med i trailer i morges, så nej, vi har ikke redet hele vejen. Vi har 16 heste i Københavns Politi og 15 ridende betjente," forklarede den ene betjent i en kort pause i runderingen.

Politiet var til stede med et stort opbud af politibiler, motorcykler og betjente.

Klippede en bil op

Vestsjællands Brandvæsen havde også skruet helt op for udstilling af udstyr, og klokken 13 gav de en opvisning i, hvordan man ‘klipper’ et køretøj.

En uskyldig Golf 4 stod klar til at agere offer, og stationsleder Per Hasselbalch fra Vestsjællands Brandvæsen havde i dagens anledning taget rollen som speaker.

Opklipningen af en Golf 4 tiltrak mange nysgerrige. Det var Vestsjællands Brandvæsen, der stod for demonstrationen. Foto: Charlotte Koefoed

Desværre var megafonen defekt, men brandfolk fra Vestsjællands Brandvæsen demonstrerede foran en stor forsamling, hvordan man redder en fastklemt ud af en bil.

"Først afsikrer man området og kobler batteriet fra. Og så skal døren af," forklarede Per Hasselbalch, mens det store klippeværktøj kom i brug.

Der var kort sagt meget at se på, og med otte skibe, fire fra Marinehjemmeværnet, tre fra Søværnet og et fra Svitzer, var der skruet op for alt det, men det kunne også opleves.

Også hjemmeværnssoldat Anne Bang var til stede på havnen, og hun havde den grå schæfer Frida på otte år med.

Anne Bang har haft Frida siden hun var helt lille og bruger hunden til forskellige opgaver: at afsøge områder, at lede efter efterlyste personer og at overvåge kontrolposter.

"Må jeg klappe hunden?" blev Anne Bang spurgt om af nysgerrige børn, og de fik alle sammen svaret, at det måtte de gerne, men at man ikke skal klappe hunden på hovedet som det første.

Hovedarrangør og frivillig soldat Milan R. Falsing havde en travl dag på havnen i Kalundborg. Os i Uniform vender tilbage i 2027. Foto: Charlotte Koefoed

Der er ingen tvivl om, at arrangementet har gået lige i hjertet på kalundborgenserne, for det virkede som om hele byen var til stede på Vestre Havneplads. Især havde mange familier taget både børn og bedsteforældre med, og der blev stillet mange spørgsmål.

"Vi vender tilbage til næste år – det er helt sikkert. Vi kan se, at folk har taget arrangementet til sig, og det er vi superglade for," sagde Milan R. Falsing.

Del