Optimisme trods oppositionsrolle

Generalforsamling med fokus på verdenssituationen og lokalpolitik.

Optimisme trods oppositionsrolle
Søndag afholdt Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune ordinær generalforsamling i 3F’s lokaler i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk  

Søndag afholdt Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune ordinær generalforsamling i 3F’s lokaler i Kalundborg. 55 medlemmer var mødt frem til en formiddag med politiske drøftelser, status på det forgangne år og debat om både lokale og internationale udfordringer.

Et af højdepunkterne var et oplæg fra Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister, finansminister og formand for FN’s Generalforsamling. Via videolink gav han et aktuelt indblik i den udenrigspolitiske situation og de globale udfordringer, som også påvirker Danmark og de lokale samfund.

Året præget af valgkamp

Generalforsamlingen gjorde status på et år, der i høj grad har været præget af kommunal- og regionsvalget. Partiforeningen har haft høj aktivitet med medlemsmøder, politiske arrangementer, deltagelse i lokale markeder og vælgermøder samt en omfattende valgkampindsats med stor frivillig opbakning.

“Aktiviteterne i året der er gået, har i høj grad handlet om kommunalvalget, hvor mange frivillige har lagt en stor indsats i arbejdet med at møde borgerne og synliggøre vores politik,” lød det i formandsberetningen fra formand Kurt Jørgensen.

I beretningen blev der samtidig rettet en særlig tak til medlemmer og frivillige for deres engagement, som blev fremhævet som en afgørende styrke for partiets arbejde lokalt.

Klar rolle i opposition

Gruppeformand Tina Beck-Nilsson satte i sin politiske beretning fokus på partiets rolle i kommunalbestyrelsen.

“Politik handler ikke om spil, men om mennesker og hverdagsliv – om gode skoler, tryg ældrepleje og en kommune, hvor flere har lyst til at bo og blive,” sagde Tina Beck-Nilsson.

Selvom Socialdemokratiet efter valget står i opposition, understregede hun, at partiet vil arbejde konstruktivt og samtidig være en tydelig politisk vagthund: "Vi skal være et klart politisk alternativ med retning og løsninger – og vi skal holde øje med beslutningerne, ikke for vores egen skyld, men for borgernes,” lød det videre fra gruppeformanden.

Fremadrettet vil partiet blandt andet have fokus på bosætning, udvikling af folkeskolen og daginstitutionerne samt en værdig ældrepleje i hele kommunen.

Generalforsamlingen bar ifølge deltagerne præg af optimisme og vilje til fortsat politisk arbejde. Det tætte valgresultat blev fremhævet som et tegn på et stærkt fundament at bygge videre på i arbejdet for fællesskab, udvikling og sammenhængskraft i Kalundborg Kommune.

Del