Oplev vikingetiden
Tag med på en tidsrejse tilbage til vikingetiden.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Biblioteksklubbens Litteraturcafe gæster Tissø Vikingecenter med rundvisning på Vikingecentret og forfatterforedrag med Susanne Clod Pedersen om Arnulf Sagaen.
Tag med på en tidsrejse tilbage til vikingetiden, når Tissø Vikingecenters kulturkoordinator og arkæolog Julie Dam guider os gennem vikingernes liv ved Tissø – lige dér, hvor det hele fandt sted.
Med udsigt over Tissø fortæller Julie Dam om vikingernes hverdag og de dramatiske arkæologiske fund: 15.000 genstande, spor af kongehaller, kultpladser og ofringer til guderne. Blandt de mest spektakulære fund er den berømte Tissøring, Frejafiguren og den største koncentration af Thorshamre i Danmark.
Vikingeinspireret mad over bål
Efter rundvisningen byder Fugledegårds outdoorentusiast og kok, Lars Larsen, på et lækkert, vikingeinspireret måltid tilberedt over bål. Der vil også være en vegetarisk mulighed.
Herefter tager forfatter Susanne Clod Pedersen publikum med på en rejse ind i vikingernes fiktive verden, når hun fortæller om sin anmelder- og læserroste bogserie Arnulf Sagaen. Gennem ni bind oprulles en episk fortælling om magt, ambition og skæbne i den nordiske verden omkring årtusindskiftet – med alt fra storhed og skønhed til blodige opgør og indre kampe.
Historisk fiktion blandet med "arvesølv”
Det er historisk fiktion blandet med "arvesølv”, når Susanne deler sine tanker, sin researchproces og arbejdet med at skrive en så omfattende saga. Hør blandt andet, hvad der ligger bag Arnulfs mange prøvelser og bedrifter – fra den iltre unge mand, vi møder i begyndelsen, til den erfarne jomsviking, far og leder, han bliver.
Arrangementet foregår på Fugledegård – Tissø Vikingecenter fredag den 10. oktober kl. 16 -19. Det er Kalundborg Biblioteker i samarbejde med Fuglegård – Tissø Vikingecenter, der står bag arrangementet.
Billetter købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside, tilmeldingsfrist den 3. oktober kl. 15.
https://www.kalundborgbib.dk/ under ”Det sker” eller i den betjente åbningstid på dit lokale bibliotek.