Op mod et ton kokain destrueret

I løbet af ugen har politiet været massivt til stede i Havnsø hvor der bl.a. er blevet sejlet i området omkring både Nekselø og Sejerø med deres hurtiggående gummibåd.

Op mod et ton kokain destrueret
I løbet af ugen har politiet været massivt til stede i Havnsø hvor der bl.a. er blevet sejlet i området omkring både Nekselø og Sejerø med deres hurtiggående gummibåd. Foto: Jokum Tord Larsen

Af Jens Nielsen

Efter en stor mængde narko skyllede i land i Sejerø Bugt, har politiet nu afsluttet de indledende undersøgelser og destrueret de mange kilo kokain.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden lørdag haft travlt med at indsamle og undersøge den store mængde kokain, der blev fundet på kysterne i Sejerø Bugt.

"Kokainen er blevet testet og vejet, og vi har afsluttet den indledende sporsikring. På den baggrund har vi nu destrueret det store parti kokain", siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

Størstedelen af fundet blev gjort lørdag først på aftenen, og søndag blev der gjort fund af yderligere en stor mængde. Mandag, tirsdag og torsdag kom der yderligere mindre partier i land.



"Der er tale om et særdeles opsigtsvækkende fund. Vi kan fortsat ikke sige noget om, hvordan kokainen er kommet til landet, og hvem den var bestemt for. Men vi skal nu til at vurdere, hvilke efterforskningsmuligheder, der er i sagen", siger Kim Løvkvist.

Den indledende vurdering var, at der var tale om cirka 840 kilo inklusive tasker og opdriftsmidler. Der har været stor interesse om fundet størrelse, men politiet ønsker for nuværende kun at oplyse, at den samlede mængde kokain, som er kommet i politiets varetægt, endte med at ligge på et stykke under de 840 kilo, oplyser politiet.

I løbet af ugen har politiet været massivt til stede i Havnsø hvor der bl.a. er blevet sejlet i området omkring både Nekselø og Sejerø med deres hurtiggående gummibåd.

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker ikke at oplyse om stedet og måden som kokainen er blevet bortskaffet på.

Del