Op mod 300 studieboliger på vej – første klar i 2025
Byggemodningen omfatter blandt andet etablering af vand-, varme- og spildevandsforsyning, og er en forudsætning for, at boligerne kan tages i brug.
Af Jens Nielsen
På Økonomiudvalgets dagsorden til deres næste møde skal udvalget bl.a. tage stilling til at frigive et beløb så område til kommende studieboliger kan byggemodnes.
Kalundborg Kommune tager næste skridt i arbejdet med at sikre flere boliger til de mange nye studerende, der ventes til byen de kommende år. På Økonomiudvalgets næste møde skal politikerne tage stilling til, om der skal frigives 1 million kroner til byggemodning af et område på Rynkevangen, hvor op mod 300 midlertidige studieboliger er planlagt.
De første 88 boliger, som bygges af Flexroom ApS, forventes klar til indflytning i november 2025. Resten kan følge i etaper i løbet af 2026 og frem. Boligerne opføres på kommunalt ejet jord, hvor Rynkevanggården tidligere lå.
Byggemodningen omfatter blandt andet etablering af vand-, varme- og spildevandsforsyning, og er en forudsætning for, at boligerne kan tages i brug.
Projektet er en del af kommunens strategi for at tiltrække og fastholde studerende. Kalundborg har i de senere år oplevet en markant vækst i antallet af uddannelsespladser, og dermed også i efterspørgslen på studieegnede boliger.
For at imødekomme presset indførte kommunen for nylig en såkaldt "Tag over hovedet garanti". Den skal sikre, at alle studerende har et sted at bo ved studiestart. Men uden nye projekter som det på Rynkevangen kan det blive svært at leve op til løftet, lyder vurderingen.
Økonomiudvalget gav allerede i januar 2025 grønt lys til etableringen af studieboligerne. Nu skal der altså også sættes penge af til at gøre grunden klar, før byggeriet for alvor kan komme i gang.