Nyvangskirken sætter fokus på nyere dansk salmedigtning

Ved fire gudstjenester i Nyvangskirken sættes der fokus på nogle af de nyere salmedigtere i Danmark. 

Nyvangskirken sætter fokus på nyere dansk salmedigtning

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

I år kommer Nyvangskirken til at rette blikket mod nyere dansk samledigtning. 

Danmark har en rig kulturarv og en stærk tradition for salmedigtning. De fleste kender navnene Grundtvig, Brorson, Ingemann og Kingo – digtere, som fortsat præger den danske folkekirkes salmesang.

Men gennem de seneste 50 år er nye stemmer kommet til. Digtere som Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal, Janne Mark og Hans Anker Jørgensen har på hver deres måde skrevet sig ind i den danske salmedigtertradition og givet den nye ord og nye billeder.

Flere af de nyere salmedigtere arbejder bevidst med at skrive videre på den klassiske salmetradition – men i et nutidigt sprog og med blik for os moderne menneskers livsvilkår, tro, tvivl og håb. Salmerne tager ofte udgangspunkt i hverdagens oplevelser og stiller spørgsmål, som mange kan genkende i dag.

“Salmer er ikke kun noget, vi synger af vane. De er teologi i vers og musik – og de former vores sprog for tro og liv – de bærer det gode budskab. Med dette fokus vil vi vise, at salmedigtningen ikke hører fortiden til, men fortsat udvikler sig og taler ind i vores nutid,” siger sognepræst Tina Stege Lindstrøm. 

I 2026 vil Nyvangskirken derfor ved fire søndagsgudstjenester sætte særligt fokus på nyere dansk salmedigtning. Ved hver gudstjeneste vil salmer af én digter være i centrum, og prædikenen vil sammen med evangeliet tage afsæt i salmernes teologi, billedsprog og samtidsperspektiv.

De planlagte søndagsgudstjenester er:

  • Søndag den 8. februar 2026 kl.10.00 – salmer af Lisbeth Smedegaard Andersen
  • Søndag den 17. maj 2026 kl.10.00 – salmer af Iben Krogsdal
  • Søndag den 30. august 2026 kl.10.00 – salmer af Janne Mark
  • Søndag den 4.oktober 2026 kl.10.00 – salmer af Hans Anker Jørgensen

Søndagsgudstjenesterne er åbne for alle og både kirkegængere og dem, der har interesse for dansk sprog, poesi og kultur er meget velkomne.

Med fokus på nyere salmedigtning ønsker Nyvangskirken at vise, hvordan salmesangen fortsat er et levende og aktuelt udtryk for tro og liv i dag.

Del