Nyvangskirken

Nyvangskirken
Læserbrev: Nyvangskirken

For nylig havde en ældre kirkegænger et ærinde i Nyvangskirken på en regnfuld hverdag. Der var noget, hun gerne ville berette, og da det var sket, gjorde kvinden sig klar til hjemturen. ”Det kan du ikke i den tynde frakke”, sagde kirketjenerne, ”en af os kan lige køre dig”.  Og det gjorde ”en af os” så.

Helt ligesom når kirketjenerne tager pænt imod og hjælper alle andre, der henvender sig i kirken. De overkommer det samtidig med, at de holder kirke og menighedslokaler i pæn stand, køber ind og gør servering klar til forskellige arrangementer. Og først og fremmest sørger de for rammerne til kirkens kerneopgaver: gudstjenester og kirkelige handlinger.

Vi kom til at tænke på damen i den tynde frakke, fordi kordegnen i denne uge reddede en af os præster og kirken ud af en anden knibe. Vi var for sent på den med en vigtig tekst. Kordegnen havde egentlig fri, men klarede opgaven hjemmefra, og meget var pludselig nemmere.  Endnu et eksempel på, at man bare yder lidt mere.

Vi kunne også nævne kirkesangeren, pedellen og vikarorganisterne. Det er et teamwork at holde kirken i gang. Et samarbejde, hvor man satser på hinanden, og gang på gang glæder vi os over, hvad sådanne medarbejdere betyder for kirken. I hvert fald i Nyvangs.

Vi er sikre på, at der for den enkelte medarbejder er arbejdsglæde forbundet med at have frie udfoldelsesmuligheder og gøre lidt mere.

Nogle af menighedsrådets vigtigste beslutninger handler om netop medarbejdernes arbejdsvilkår. Den opgave er der formodentlig mange, som gerne vil tage på sig. Derfor ser vi med fortrøstning frem mod efterårets menighedsrådsvalg.

Præsterne besvarer meget gerne spørgsmål fra folkekirkemedlemmer, som overvejer at stille op til menighedsrådsvalget. For kirkens skyld.
 
Med venlige hilsner

Margrethe Tøttrup og Lars Poulsen
Præster ved Nyvangs kirke

Del