Nyt ungekollegie bliver indviet i dag
Ungekollegiet er det første af sin slags i Kalundborg Kommune, og politikerne ser allerede nu muligheder for at udbrede modellen, hvis erfaringerne bliver positive.

Af Jens Nielsen
Et nyt ungekollegie åbner i Kalundborg og vil give trygge rammer og støtte til unge i udvikling. Indvielse torsdag eftermiddag. De første beboere flytter ind d. 1. maj.
Kalundborg Kommune åbner snart dørene til et nyt støttende ungekollegie på Frederik Andersens Vej for 20 unge i alderen 16 til 25 år, der har brug for støtte til at klare overgangen til et mere selvstændigt liv.
Det nye ungekollegie er resultatet af et tæt samarbejde mellem Fagcenter Børn og Familie og Voksenspecialenheden, og kommer til at rumme 20 boliger til unge, der eksempelvis har været anbragt tidligere, eller som har andre udfordringer i livet og behov for pædagogisk støtte i hverdagen. Målet er at skabe et miljø, hvor de unge kan udvikle sig i trygge rammer og tage næste skridt mod selvstændighed.
Ungekollegiet er det første af sin slags i Kalundborg Kommune, og politikerne ser allerede nu muligheder for at udbrede modellen, hvis erfaringerne bliver positive.
Åbningsreceptionen finder sted i dag den 24. april, hvor kollegiet præsenteres for de ansatte, samarbejdspartnere, pressen samt Børn- og Familieudvalget og Socialudvalget.