Nyt samarbejde skal styrke tilbuddet til børnene i SFO

SFO’erne på Årby Skole, Tømmerup Skole, Skolen på Herredsåsen, Nyrupskolen og Rynkevangskolen er gået sammen om at styrke fritidspædagogikken på SFO-området.

Nyt samarbejde skal styrke tilbuddet til børnene i SFO
Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Et nyt samarbejde mellem fem SFO’er i Kalundborg Kommune skal styrke tilbuddet til børnene i SFO.

SFO’erne på Årby Skole, Tømmerup Skole, Skolen på Herredsåsen, Nyrupskolen og Rynkevangskolen er gået sammen om at styrke fritidspædagogikken på SFO-området.

Formået er at sætte fokus på vigtigheden af fritidspædagogikken og udvikle det pædagogiske personales faglighed – særligt fordi den nye folkeskolereforms mulighed for at gøre skoledagen kortere gør dagen i SFO længere for flere elever, forklarer Nete Maegaard, skoleleder på Årby Skole: ”Dagen i SFO skal være meningsfuld, og når flere af vores elever kommer til at have en længere dag i SFO, er det vigtigt, at vi i endnu højere grad prioriterer fritidspædagogikken og pædagogernes faglighed. Derfor glæder det mig også rigtig meget, at vi her er fem forskellige SFO’er, der ser et fælles behov for at blive bedre sammen.”

Skal inspirere og medvirke til at styrke børnenes sundhed

En af det pædagogiske personales roller er at inspirere og medvirke til lege og aktiviteter, der styrker børnenes fysiske og psykiske sundhed. De voksne i SFO’en har dermed også et ansvar for, at børnene gennem fællesskaber med andre børn opbygger sociale kompetencer. Det nye samarbejde skal netop styrke det pædagogiske personales muligheder for at sikre børnenes udvikling og trivsel i den tid, børnene er i SFO.

Frem mod februar mødes SFO-personalet fem gange for at erfaringsudveksle og finde en vej mod fælles udvikling.

Vi håber, at vi gennem dette samarbejde også får skabt et netværk for pædagogerne, så de kan sparre og udveksle idéer med hinanden. Det er rigtig vigtigt, at vi er så mange sammen som muligt på de her dage, for vi ved jo alle godt, at det er lettere at række ud til nogen vi kender,” fortæller Nete Maegaard.

Emily Friis er pædagogmedhjælper i Rynkevangskolens SFO, og hun ser mange fordele ved samarbejdet: ”Det er et rigtig godt initiativ, og det er altid godt, når vi får lov til at udvikle os på vores faglige område. Og så er mødet med kolleger fra andre SFO’er altid godt givet ud. Jeg er sikker på, at projektet kommer til at styrke vores faglighed og løfte vores SFO’er – Vi kan altid blive bedre, og at blive det sammen er bare virkelig fedt.”

Et vigtigt fokus

Torsdag i sidste uge markerede de fem SFO’er starten på samarbejdet med et kick off-arrangement på Tømmerup Skole med deltagelse af Gerlev Center for Leg og Bevægelse, hvor instruktør og underviser Daniel Osmann gennem fælleslege og øvelser gav SFO-personalet konkrete idéer og eksempler på, hvordan de kan styrke børnenes lege.

Noget af det vigtigste for børns leg er, at de har gode kulturforbilleder i os voksne. Derfor har vi brug for et godt repertoire af sjove og fællesskabende lege - og for modet til at give slip på reglerne, sætte legen fri, og bare lege med. Når vi tør slippe kontrollen, giver vi nemlig børnene mulighed for selv at tage medansvar for at legen fungerer, og det er vigtig dannelse. Vigtigst af alt bliver det en langt bedre oplevelse for alle involverede, og børnene får positive oplevelser med bevægelse, fordi der ikke er en masse man "skal" og "ikke må" - for en gangs skyld handler det bare om at have det sjovt,” fortæller han.

For Mette Møhncke, der er skoleleder på Tømmerup Skole, er det vigtigt at slå fast, at målet ikke er, at SFO’erne skal være kopier af hinanden: ”Vi skal ikke skabe fem ens SFO’er. Alle SFO’er er forskellige og giver ungerne forskellige muligheder for leg. Men det vi skal er at lade os inspirere af hinanden og være åbne for andres idéer til, hvordan vi kan udnytte vores områder bedst.”

Del