Nyt samarbejde om at hjælpe kunder med tekniske problemer

Om det er TV, tablet, pc eller mobiltelefonen der er problemer med, så kan Expert/Punkt1 hjælpe.

Nyt samarbejde om at hjælpe kunder med tekniske problemer
Fra venstre: Daniel Badeby, forretningsfører hos Ka-net - Henrik Mouritzen, daglig leder af Expertafdelingen og Steen Jensen, medindehaver

Af Jens Nielsen

Expert/Punkt1 i Kalundborg har indgået et samarbejde med Ka-net om, at hjælpe kunder der har tekniske problemer med deres pc, telefon eller printer.

Ka-net, det lokale firma som leverer tv- og internetløsninger til store dele af Kalundborg, har hver dag henvendelser om tekniske problemer som egentligt ikke vedrører dem, derfor er der nu lavet en aftale med Expert/Punkt1 i Kalundborg om, at når Ka-net kunderne henvender sig på kontoret på Stejlhøj kan de sendes de få hundrede meter længere hen ad vejen til Expert/Punkt1 som har medarbejdere som kan hjælpe.

”Vi har en del medlemmer hos os som henvender sig med forskellige problemer som vi egentligt ikke kan hjælpe med, vi vil rigtigt gerne hjælpe, men mange af de problemer de kommer med, er ikke rigtigt vores bord. Derfor er der nu lavet en aftale med Expert/Punkt1. De sælger apparaterne og et serviceabonnement og kan derfor hjælpe med alt, det har de personale til,” fortæller Daniel Badeby, forretningsfører hos Ka-net.

Om det er TV, tablet, pc eller mobiltelefonen der er problemer med, så kan Expert/Punkt1 hjælpe. Er der fx problemer med en Ka-net mailadresse, har Expert/Punkt1 et direkte nummer til supportafdelingen hos Ka-net som kan hjælpe med fx koder.

”Vi arbejder fælles om at hjælpe borgerne i Kalundborg med deres tekniske udfordringer, det er egentlig det, som det handler om. Vi har også mulighed for at tilbyde et all-inclusive abonnement som vi har lavet i samarbejde med Expert/Punkt1 og så kan de henvende sig alt det de vil med deres tekniske problemer,” fortæller Daniel Badeby.

"Vi har i forvejen support folk ansat til at hjælpe kunderne med deres tekniske problemer, så for os vil det også være helt naturligt, at hjælpe medlemmerne hos Ka-net," fortæller Steen Jensen, medindehaver af Expert/Punkt1 i Kalundborg.

Del