Nyt kulturarrangement skal samle hele Kalundborg

Kalundborg kan være på vej mod en ny kulturtradition.

Nyt kulturarrangement skal samle hele Kalundborg
Forening vil skabe ny årlig tradition, hvor borgere, skoler, kor og foreninger mødes om fællessang i Gryden på Møllebakken. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Forening vil skabe ny årlig tradition, hvor borgere, skoler, kor og foreninger mødes om fællessang i Gryden på Møllebakken.

Kalundborg kan være på vej mod en ny kulturtradition. Foreningen Sammen skaber vi lyden af Kalundborg arbejder nemlig på at lancere et nyt fællesskabsarrangement, Alsang i Gryden, der efter planen skal løbe af stablen i forsommeren i Gryden på Møllebakken.

Ambitionen er klar: At samle hele Kalundborg Kommune om sang, fællesskab og lokal stolthed – uanset alder, erfaring eller tilknytning til musik.

Fællessang som samlingspunkt

Fællessang er kernen i arrangementet, og netop sangens evne til at samle mennesker på tværs er en vigtig drivkraft bag initiativet.

Fællessang er noget af det mest inkluderende, vi har. Man behøver hverken at være professionel sanger eller kende nogen på forhånd. Man møder bare op og er med. Det er den ånd, vi gerne vil skabe i Gryden,” siger Klaus Ødegaard, PR-ansvarlig og medinitiativtager.

Under sloganet “Sammen skaber vi lyden af Kalundborg” inviteres borgere fra hele kommunen til at tage del i en dag, hvor sangen er fællesnævneren.

Skabt af – og for – Kalundborg

Alsang i Gryden bliver ikke et traditionelt arrangement med klare skel mellem publikum og aktører. Tværtimod er tanken, at dagen skal formes i fællesskab med aktiv deltagelse fra:

  • lokale kor og musikgrupper
  • skoler og institutioner
  • foreninger og kulturaktører
  • lokale virksomheder og frivillige

Alle bidrager på frivillig basis – enten på scenen, bag kulisserne eller som samarbejdspartnere.

“Det er vigtigt for os, at det ikke kun er arrangørerne, der sætter dagsordenen. Borgerne skal være med til at forme både indhold og stemning. På den måde bliver det virkelig hele Kalundborgs arrangement,” fortæller Gitte Overbjerg, der er programansvarlig sammen med Silas Lillevang, Jealina Ruus og Heidi Lillevang.

Borgerne vælger sangene

Som en del af inddragelsen får borgerne mulighed for at stemme online om, hvilke sange der skal indgå i fællessangsprogrammet. Derudover vil skoler, kor og andre musikinteresserede inden for kort tid blive inviteret til at bidrage til dagen.

Musikken spænder bredt – fra højskolesange og nyere danske sange til børnesange og musicalnumre – og sangteksterne vises på storskærm og/eller i trykte sanghæfter, så alle kan synge med.

En åben dag for hele familien

Arrangementet forventes at strække sig fra middag til aften, og publikum kan komme og gå, som det passer dem. Formen bliver uformel og familievenlig, og fokus er på det folkelige og genkendelige.

De kommende måneder vil arrangørerne arbejde med planlægning, inddragelse af lokale aktører og fundraising for at sikre de nødvendige midler til gennemførelsen.

Drømmen om en ny tradition

Bag Alsang i Gryden ligger en klar ambition om at skabe et tilbagevendende, årligt arrangement.

“Vi håber, at dagen bliver starten på en ny tradition, hvor Kalundborg hvert år mødes i Gryden og bogstaveligt talt synger byen sammen,” siger Klaus Ødegaard.

Del