Nyt fredagsinitiativ for unge får premiere
Et nyt tilbud til unge i Kalundborg Kommune ser dagens lys fredag den 20. marts.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Et nyt tilbud til unge i Kalundborg Kommune ser dagens lys fredag den 20. marts, når første udgave af “Friday Night Live” løber af stablen i Hvidebækhallen.
Arrangementet finder sted klokken 19–22 og er en del af indsatsen Kalundborg Fælles om Ungelivet. Det gennemføres i samarbejde med Fuglede IF, Hvidebæk IF og Kalundborg Biblioteker.
Invitationen er sendt ud til elever i 6. til 9. klasse, men alle unge i kommunen er velkomne til at deltage.
Forskellige aktiviteter
På aftenen vil der være flere forskellige aktiviteter. I en café kan deltagerne være med til kreative aktiviteter og spille brætspil, mens hallen vil være åben til håndbold, hockey og andre boldspil. Det er dog ikke et krav at deltage i aktiviteterne – man kan også blot komme for at hænge ud med venner.
Cafeteriet i hallen holder desuden åbent, hvor der vil være mulighed for at købe snacks.
“Friday Night Live” er tænkt som et tilbagevendende arrangement. Næste gang bliver den 22. maj, oplyser kommunen.