Nyt formandskab vil fastholde den positive udvikling i Kalundborg Symbiose

Det nye formandskab i Kalundborg Symbiose skal sammen med den øvrige bestyrelse sikre fortsat fremdrift i udnyttelsen af reststrømme og fastholde det ekstremt velfungerende samarbejde i Kalundborg Symbiose.

Nyt formandskab vil fastholde den positive udvikling i Kalundborg Symbiose
Githa Hansen, Vice President i Novonesis produktion i Kalundborg, er ny formand for Kalundborg Symbiose.

Af Charlotte Koefoed   charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Symbiose har konstitueret nyt formandskab, som består af ny formand Ghita Hansen, Vice President i Novonesis produktion i Kalundborg, mens Michael Hallgren, Senior Vice President i Novos produktion i Kalundborg, er valgt som næstformand.

Det nye formandskab skal sammen med den øvrige bestyrelse sikre fortsat fremdrift i udnyttelsen af reststrømme og fastholde det ekstremt velfungerende samarbejde i Kalundborg Symbiose.
Formandskabet står på et stærkt fundament.

Ambitionen er at videreudvikle Kalundborg som verdens førende eksempel på industriel symbiose, med cirkulær og bæredygtig produktionsindustri.
Symbiosens ”Strategi 2035” har fokus på tre områder:
- Strategisk partner for cirkularitet og industriel symbiose
- Fortaler for stærke og fremtidssikrede rammevilkår for industriel udvikling
- Former fremtidens industrielle symbioser og erhvervsområder

Et centralt element i Strategi 2035 er, at Kalundborg Symbiose i endnu højere grad skal være strategisk
partner for virksomhederne og arbejde for de rammevilkår og den fælles infrastruktur, der gør nye
løsninger mulige.

Samtidig er den internationale interesse for Kalundborg stigende. Erfaringerne bruges som inspiration for
industrielle områder og samarbejder uden for Danmark.

”Vi skal fortsat tage udgangspunkt i virksomhedernes konkrete behov og muligheder. Det er de praktiske
resultater, der giver Kalundborg relevans langt ud over lokalområdet,” siger Ghita Hansen, formand for
Kalundborg Symbiose.

De kommende år vil der blandt andet være øget fokus på vand som strategisk ressource og på bedre
udnyttelse af industriens overskudsvarme, herunder mulighederne for at bringe overskudsvarme fra
Kalundborg videre til fjernvarmesystemer på Sjælland.

Fastholde momentum og skabe nye muligheder

”Kalundborg Symbiose står et rigtig stærkt sted. Gennem mange år har virksomhederne vist, hvad der kan
skabes, når man samarbejder på tværs og ser vand, energi og materialer som fælles ressourcer. Vores
opgave er at fastholde det stærke samarbejde og samtidig skabe rammerne for de næste symbioser,” siger
Ghita Hansen.

”Vand og energi bliver stadig vigtigere for både eksisterende og kommende industri. Derfor skal vi fortsat
arbejde målrettet med genanvendelse, fælles løsninger og bedre udnyttelse af overskudsvarme. Det er
netop den type samarbejder, Kalundborg Symbiose er sat i verden for at understøtte,” siger Ghita Hansen.

Et stærkt industrielt samarbejde

Michael Hallgren fra Novo er valgt som ny næstformand.

”Kalundborg Symbiose er skabt af virksomheder, der gennem konkrete samarbejder har fundet løsninger,
som giver både miljømæssig og økonomisk værdi. Det er et unikt fundament, som vi skal bygge videre på i
takt med industriens udvikling og de nye muligheder, der opstår i Kalundborg,” siger Michael Hallgren.

Med det nye formandskab fortsætter Kalundborg Symbiose arbejdet med at udvikle konkrete initiativer og
partnerskaber, der styrker cirkulær og bæredygtig industriel udvikling.

Del