Nyt år – nye muligheder

Nyt år – nye muligheder

Læserbrev: Nyt år – nye muligheder

Forleden traf jeg en mor til en 2g-elev i det lokale supermarked. Hun stoppede mig for at fortælle, hvordan gymnasietiden indtil nu havde fået datteren til at blomstre, til at opdage nye sider af sig selv og at turde stå ved sine interesser og sine færdigheder. Moren fortalte med stolthed om, hvordan den pige, som hun altid havde en fornemmelse af, kunne eller ville mere end det, hun viste som barn, nu blev var i gang med at blive ”udfoldet” som et selvstændigt og kritisk tænkende menneske. Gymnasiets rammer, fag og undervisere passede åbenbart godt til hende og sørgede til stadighed for at skubbe hende videre i hendes udvikling.

Det var skønt at høre, at det, vi håber at udføre hver dag på et uddannelsessted som gymnasiet, også lykkedes. Men desværre lykkes det ikke for nok unge i vores lokalområde.

Selv om vi i Kalundborg kommune har ca. 60% af de unge, der vælger en gymnasial uddannelse efter 9. eller 10. klasse (mod 72% på landsplan) og godt og vel 30%, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse (mod knap 20% på landsplan), er der stigende tal for de 15-24 årige, som er helt uden tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet – ved sidste opgørelse lå tallet for vores kommune på 8,9%.

I en tid hvor både virksomheder og offentlige institutioner skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det en dybt bekymrende tendens – og den mildnes bestemt ikke af, at man fra flere fronter kan høre udsagn som ”Der går for mange i gymnasiet” og ”I vores område betyder det jo ikke så meget, om man får en uddannelse”- og ja, jeg har (jævnligt) fået begge udsagn forelagt, og det siger måske sig selv, at jeg er dybt uenig. Vi skal tværtimod sikre, at så mange unge som overhovedet muligt får de muligheder, en uddannelse giver – uanset hvilken retning der er tale om. 

I forsøget på at få endnu flere unge til at vælge en uddannelse efter grundskolen, har Kalundborg Gymnasium og Allikelund indgået en aftale, som betyder, at områdets unge efter sommerferien – hvis de vælger en gymnasial uddannelse – samles på Kalundborg Gymnasium. Der bliver tale om to forskellige skoler under samme tag: Allikelunds elever og lærere skal flytte 200 meter ned ad vejen, men i øvrigt er alt ved det gamle på HHX- og HTX-uddannelserne. Den store fordel i samarbejdet ligger i, at alle elever får glæde af det studiemiljø, som en skole af en vis størrelse kan tilbyde. Her er masser af både faglige og sociale arrangementer og aktiviteter, der støtter op om de unge, og som giver rig mulighed for at møde andre end klassekammeraterne. For det er i mødet med andre, der ikke ligner en selv, at man skubbes til, udvikles og forandres. Og grobunden for en afklaring med hensyn til en fremtidig uddannelse og profession kan finde sted.

Her i januar og februar er der mange, der sidder i 9. eller 10. klasse og overvejer, hvad fremtiden skal byde på. Uden at have en klar retning eller fornemmelse at gå efter. I er velkomne til at besøge os på Kalundborg Gymnasium d. 22. januar kl. 17, hvor vi holder Åbent Hus - det kunne jo være, at lidt af tvivlen kunne fejes af vejen.

Trine Fogh Lauridsen

Rektor, Kalundborg Gymnasium

Del