Nye tiltag for at afhjælpe affaldsproblem

Mange er ramt, men kommunen fokuserer nu på dem, der på flere tømmedage ikke har fået hentet affald.

Nye tiltag for at afhjælpe affaldsproblem
De seneste ugers vintervejr har desværre betydet, at der stadig er nogle husstande i Kalundborg Kommune, der har haft problemer med at få afhentet affald. Arkivfoto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

De seneste ugers vintervejr har desværre betydet, at der stadig er nogle husstande i Kalundborg Kommune, der har haft problemer med at få afhentet affald. Særligt uheldigt har det været for borgere, der skal have afhentet affald i ulige uger. Mange er ramt, men kommunen fokuserer nu på dem, der på flere tømmedage ikke har fået hentet affald. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse fredag formiddag.

"Vi er opmærksomme på, og vi beklager, at der er adresser, hvor affaldet stadig står uafhentet hen. Det har vi nu flere tiltag, der skal hjælpe med at afbøde,” siger direktør Michel van der Linden, Kalundborg Kommune.

Dels har man, som kommunen løbende har meldt ud, mulighed for at sætte en ekstra sæk med madaffald og en ekstra sæk med restaffald til næste afhentning, hvis man ikke har fået tømt sine beholdere, og dels har det hele tiden været muligt at aflevere sorteret genanvendeligt affald på genbrugspladserne. Nu kommer endnu to muligheder, skriver kommunen.

Aflever mad- og restaffald på genbrugspladserne

Fra på lørdag den 20. januar kl. 9 kan man aflevere restaffald og madaffald på genbrugspladserne i Kalundborg Kommune. På www.argo.dk kan man finde den nærmeste genbrugsplads. Ordningen kører i en begrænset periode, foreløbig til og med søndag den 4. februar.

Gå skraldemanden i møde

Også på lørdag den 20. januar parkerer vores renovatør skraldebiler tæt på de større områder i Høng, hvor sne og is har forhindret tømning flere gange, så borgerne selv kan aflevere deres mad- og restaffald ved bilerne, hvor skraldemændene vil give en hjælpende hånd. Bilerne vil holde parkeret i et begrænset tidsrum. Hvis man bor på en af de veje i Høng, hvor der ikke er blevet afhentet affald, kan man se, hvornår affaldsbilerne holder i nærheden på https://www.kalundborg.dk/affald-driftsinfo

Opfordrer til at hjælpe naboen

”Hvis man skal afsted med sit affald, hvad enten det er til genbrugspladserne eller til skraldebilen tæt på, så vil vi meget gerne opfordre til, at man lige spørger sin nabo, om de skal have noget med. Det vil helt sikkert være en hjælp for dem, der måske har svært ved selv at komme afsted,” lyder opfordringen fra Michel van der Linden.

Del