Nye skridt på rejsen mod bæredygtighed - Genbruger bl.a. de gamle tegl
”Mange har fortsat spurgt os hvornår vi skal i gang på vandrerhjemmet, selvom vi har været i fuld gang siden overtagelsen sidste år”
![Nye skridt på rejsen mod bæredygtighed - Genbruger bl.a. de gamle tegl](/media/04zpa30v/_dsc9673.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
Kalundborg Vandrerhjem skiftede hænder sidste sommer, men har beholdt sit fokus på bæredygtighed og på at skabe værdi for mennesker og samfund. Det nye ejerpar er nu i fuld gang med at renovere og sikre sundhedstilstanden i det 30 år gamle hus. Bl.a. er en renovering af taget i gang lige nu hvor de gamle tegl genbruges.
Det nye værtspar Maja og Thomas Helbo Jensen, der også driver sundhedscenteret FysioCenter Kalundborg, har siden overtagelsen drevet Kalundborg Vandrerhjem videre med øget fokus på bæredygtighed, samt en uændret kundekreds og service med overnatning, møder og arrangementer. De er nu i fuld gang med at renovere bygningen med henblik på fusionen til september, hvor FysioCenter Kalundborg flytter til vandrerhjemmet, og med et klart fokus på netop bæredygtighed for mennesker og miljø.
Lige nu er Kalundborg Vandrerhjem pakket ind i stillads og håndværkerne er i fuld gang med at pille tegl af bygningen, skifte undertaget, som er defekt, og derefter lægge de gamle tegl på igen. De fejler nemlig ingenting.
”Mange har fortsat spurgt os hvornår vi skal i gang på vandrerhjemmet, selvom vi har været i fuld gang siden overtagelsen sidste år” siger Thomas Helbo Jensen og fortsætter ”nu glæder vi os bare til at samle vores teams og aktiviteter til september, så der kan skabes synergi.”
”Vi glæder os meget til at skabe et unikt sted til Liv i bevægelse, hvor alle tjekker ud lidt sundere - både de der bor i Kalundborg og de der besøger byen” tilføjer Maja Helbo Jensen.
”Tiden nærmer sig, og vi har fuld fart på renoveringsprojekterne og flytteforberedelserne fra Grand” siger Thomas Helbo Jensen, og tilføjer med et glimt i øjet, der viser at han har fået dette spørgsmål mange gange ”Og ja, det hele kan faktisk være der, når pladsen i huset udnyttes anderledes.”
”Det har været en naturlig prioritering at tænke bæredygtighed for både mennesker og miljø ind i alle faser af renoveringen, og vi har derfor prioriteret god tid til at involvere vores meget engagerede teams og sammen træffe langsigtede beslutninger, der kan give gode arbejdsgange.” fortæller Maja Helbo Jensen og tilføjer ”Vi har desuden søgt grundig vejledning fra ingeniører og dygtige lokale håndværkere for at få de mest miljøvenlige løsninger.”
”Vi har eksempelvis valgt at genbruge de gamle tegl der var fine og med lang levetid, i det igangværende skift af undertag. Ligesom vi har valgt kun at udskifte vinduer hvor det var nødvendigt, og renovere de gamle hvor det var muligt – så vi både sikrer klimaskallen og indeklimaet i huset” fortæller Thomas Helbo Jensen, og fortsætter ”Vi påbegyndte allerede i efteråret indhentningen af tilbud på vinduer, undertag, haveanlæg, ventilation og meget andet, og i alle tilbud har vi lagt vægt på bæredygtige løsninger og i den forbindelse indtænke de nye ESG standarder.”
Udover miljøvenlig renovering har ejerparret fundet det nødvendigt at tage miljømæssigt ansvar for eget strømforbrug ved at investere i solcelleanlæg, der i sommerhalvåret kan dække størstedelen af forbruget. De håber endda at det kan bidrage med mere grøn strøm andre steder via fordelingsmulighederne, og inspirere besøgende til at tænke bæredygtigt. Herudover er de nu ved at undersøge forskellige muligheder for partnerskabsprojekter med andre miljøbevidste aktører, samt muligheder for eks. at genbruge vand fra de store tagflader og minimere madspild både under og efter madlavningen.
”Vi må alle gøre hvad vi kan for at passe på jordens ressourcer” sige Maja Helbo Jensen og fortsætter ”I FysioCenter Kalundborg har vi i alle årene haft fokus på bæredygtighed for mennesker og set sundhed i et bredt perspektiv med øje for både fysiske, mentale og sociale faktorer. Det både internt i vores team - og eksternt, når vi som konsulenter har hjulpet andre organisationer, virksomheder og foreninger med at skabe sunde arbejdsliv gennem eks. strategisk vejledning, APV´er, Ergonomi- eller SundhedsTjek.”
”Nu kan vi også inddrage miljømæssige faktorer til at inspirere andre til at passe på hinanden og planeten. Og vi glæder os til at udfolde alle mulighederne med f.eks. at forkæle vores gæster med et endnu mere bæredygtigt og plantebaseret køkken.” siger Maja Helbo Jensen med et smil.
Kalundborg Vandrerhjem har i mange år været certificeret med fødevarestyrelsens ”Økologiske Spisemærke”, samt hotelbranchens mest omfattende miljøstandard ”Den grønne nøgle”, og begge er nu re-certificeret mens det nye ejerpar undersøger yderligere måder at understøtte bæredygtighed. F.eks. er det netop med afsæt i bæredygtighed for mennesker og miljø, at ejerparret ser fire langsigtede perspektiver for Kalundborgs nye ”SundhedsHotel”, der skal skabe en ramme for det helstøbte oplevelser af bevægelse på mange planer.
- BevægelsesCenteret, der skaber aktive fællesskaber for alle generationer både inde og ude i naturen, og rumme mange af de specialiserede sundhedsfunktioner der tilbydes i FysioCenter Kalundborg.
- IdrætsCenter, som kraftcenter for sunde idrætsliv med fysiologisk testcenter, idrætsklinik og idrætsskadestue, og tæt samarbejde med foreninger, forskningsmiljøer, motionister og eliteatleter.
- KulturHub, der skal facilitere sociale fællesskaber og kulturoplevelser for lokale borgere, turister og tilflyttere i synergi med Kalundborgs rige natur og øvrige kulturudbud.
- Center for Bæredygtige Arbejdsliv, for bæredygtige sundhedsmiljøer med tilbud med bl.a. ergonomiske inspirationsrum, SundhedsTjek, ErgonomiTjek både i huset og direkte på arbejdspladserne.
”Alle vores fremtidsperspektiver understøtter bevægelse - både fysisk, mentalt og socialt, og er naturlige forlængelser af de aktiviteter der indtil nu har været i vores sundhedscenter og på vandrerhjemmet” siger Thomas Helbo Jensen og tilføjer at ”det kan snart udfoldes endnu bedre i de nye rammer, så de der kommer i huset oplever fællesskab, mening og aktivitet.”