Ny ung formand vil fortsætte den positive udvikling

Lokalrådet har flere store og spændende projekter liggende i skuffen – nogle af dem kunne jeg godt tænke mig at gå i gang med sammen med de andre bestyrelsesmedlemmer."

Ny ung formand vil fortsætte den positive udvikling
Lis Sørensen og. Frederik Gordon Pedersen, henholdsvos næstformand og formand for Gørlev og omegns Lokalråd. Privatfoto

Af Jens Nielsen

22-årige Frederik Gordon Pedersen er ny formand for Gørlev og omegns Lokalråd. Han håber at kunne komme med nye ideer som kan være med til at udvikle området.

Da Gørlev og omegns Lokalråd afholdt generalforsamling i slutningen af marts, lykkedes det ikke at finde en ny formand. De fremmødte medlemmer gav dog bestyrelsen mandat til at besætte formandsposten med en person blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer. På det efterfølgende bestyrelsesmøde valgte 22-årige Frederik Gordon Pedersen at stille sig til rådighed som formand, hvilket bestyrelsen godkendte.

Frederik er opvokset i Gørlev og omegn og arbejder i dag på Rørmosecenteret i Gørlev. Han holder meget af området og ser gode muligheder for fortsat udvikling og forbedret samarbejde.

Jeg vil meget gerne fortsætte det gode arbejde, som har kendetegnet lokalrådet siden starten for 8 år siden. Jeg håber at kunne komme med nye ideer.” fortæller Frederik Gordon Pedersen og fortsætter ”Lokalrådet har flere store og spændende projekter liggende i skuffen – nogle af dem kunne jeg godt tænke mig at gå i gang med sammen med de andre bestyrelsesmedlemmer. Men for at få den størst mulige opbakning til projekterne tror jeg det er vigtigt, at skabe et godt samarbejde med andre lokale foreninger – her tænker jeg specielt på Gørlev Erhverv, Danmarks Naturfredningsforening, de lokale idrætsforeninger mv. Jeg tror på, at jo flere vi kan engagere i lokal udvikling, jo mere vil vi kunne løfte livskvaliteten for de lokale borgere. Flere muligheder i hele lokalrådets dækningsområde (Gørlev, Bjerge, Svallerup samt strandområderne) vil formentlig også skabe større interesse for bosætning.

Fuldt besat bestyrelse uden suppleanter

I Gørlev og omegns Lokalråd har man valgt ikke at have nogen suppleanter til bestyrelsen. Det var et valg der blev truffet på generalforsamlingen i 2024. Det var der en særlig grund til, fortæller Niels Erik Jensen, afgående formand for lokalrådet:

Tidligere var det sådan, at der skulle være 7 ordinære medlemmer af bestyrelsen samt 2 suppleanter. Men vi oplevede, at alle, både bestyrelsesmedlemmer og suppleanter deltog ved alle vores bestyrelsesmøder. Og for at give alle lige meget at skulle have sagt i bestyrelsen, så valgte vi i stedet at lave vores vedtægter om, så der skal vælges mellem 5-9 bestyrelsesmedlemmer, alle med de samme muligheder for at stemme. Og på generalforsamlingen i slutningen af marts 2025 var der to lokale der godt kunne tænke sig at bidrage til arbejdet med at udvikle vores område. Derfor består bestyrelsen i dag af 9 aktive medlemmer, hvilket jeg synes er rigtig dejligt.

Niels Erik Jensen fortæller videre, at de to nye bestyrelsesmedlemmer der blev valgt ind, var Frederik Gordon Pedersen og Lis Sørensen:

”Det er dejligt med nye mennesker i en bestyrelse. De kommer med nye og friske ideer og måske lidt anderledes måder at gøre tingene på. Og så var det jo helt fantastisk, at vores to nye medlemmer ønskede at blive henholdsvis formand og næstformand.” fortæller Niels Erik Jensen.

Bedre lokalt samarbejde og information

Formand Frederik Gordon Pedersen ønsker at lokalrådet får en mere åben profil: ”Vi skal være bedre til at informere de lokale borgere om vores arbejde. Vi skal være bedre til at lave opslag på sociale medier, udsende nyhedsbreve og så er vi i gang med at lave en ny og forbedret hjemmeside, hvor lokale og potentielle bosættere gerne skulle kunne orientere sig bedre. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet,” afslutter Frederik Gordon Pedersen, formand for Gørlev og omegns Lokalråd.

Del