Ny træner på plads i Svebølle Boldklub

Svebølle Boldklub har fået styr på trænerstaben inden træningstart på lørdag.

Ny træner på plads i Svebølle Boldklub
Jonas Thomsen har sagt ja til at hjælpe Svebølle Boldklub som cheftræner det næste halve år. Foto: Jens Nielsen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Svebølle Boldklubs bestyrelse har fået styr på trænerteamet for klubbens serie 1 hold til foråret 2026. Det er kendte ansigter, der kommer til at stå for klubbens førstehold.

Jonas Thomsen har sagt ja til at blive cheftræner for hold 1, og han er en gammel kending i Svebølle. Jonas stoppede i sommeren 2025 som cheftræner efter syv år i spidsen for holdet. Dengang ønskede han en pause fra trænerjobbet. I første omgang har Jonas Thomsen sagt ja til et halvt år.

”Jeg ønskede mig minimum et års pause fra trænerjobbet, men da Svebølle ringede og fortalte, at de stod uden træner 10 dage før turneringsstart, ville mit grønne hjerte selvfølgelig gerne hjælpe,” fortæller Jonas Thomsen og fortsætter: ”Og heldigvis var der også opbakning fra familien.”

Som assistenttrænere er der lavet aftale med Nick Trier og Henrik Voss Pedersen, som begge også er kendte ansigter i klubben. Henrik var assistenttræner sammen med Jonas i sidste periode, og Nick, som er kendt for sine mange mål for klubben, vil være spillende assistenttræner.

”Sidste gang lykkedes det os at samle en stærk trup, og det er vores første opgave at få styr på den igen,” siger Jonas og uddyber: ”Får vi samme trup eller en på samme niveau, kan vi spille med i toppen af serie 1, og spille med om den ene plads, der giver oprykning til Sjællandsserien”.

Jonas Thomsen spillede selv fire sæsoner som fuldtidsprofessionel for FC Vestsjælland, da de spillede i Superligaen. Han glæder sig til senioropstarten på lørdag, hvor han sammen med de to assistenttrænere samt 2. holdstræner Sonni Jensen byder velkommen til både nye og gamle spillere.

Del