Ny totalrådgiver udpeget til Gørlev Svømmehal
Valget af totalrådgiver til Gørlev Svømmehal blev godkendt af den politiske styregruppe, dog med den bemærkning, at Kommunalbestyrelsen skal orienteres om beslutningen på førstkommende møde.
Af Gitte Korsgaard gitte@kalundborg.dk
Administrationen i Kalundborg Kommune har nu gennemført udbuddet af totalrådgiverydelsen til Projekt Gørlev Svømmehal. Det skete efter, at sagen for nylig blev behandlet i den politiske styregruppe for projektet.
Kommunalbestyrelsen besluttede på et møde i marts at igangsætte projektet for Gørlev Svømmehal samt det nødvendige planarbejde. På den baggrund har administrationen indgået aftale med en bygherrerådgiver om at udarbejde et byggeprogram og samtidig igangsat udbuddet af totalrådgiverydelsen, som omfatter både arkitekt- og ingeniørrådgivning.
Valg af totalrådgiver godkendt af politisk styregruppe
Valget af totalrådgiver blev godkendt af den politiske styregruppe, dog med den bemærkning, at Kommunalbestyrelsen skal orienteres om beslutningen på førstkommende møde.
Udbuddet blev indledt med en prækvalifikation, hvor fire rådgivningsvirksomheder anmodede om at afgive tilbud. Alle fire blev godkendt og har efterfølgende indsendt tilbud. Det drejer sig om ARCnordic A/S med underrådgiver Gert Carstensen A/S Rådgivende Ingeniørfirma, ISC Rådgivende Ingeniører A/S med underrådgivere Friis & Moltke Architects og Enviro Process Danmark A/S, Rambøll Danmark A/S med underrådgiver Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma A/S samt Sweco Architects.
Tilbudsfristen udløb den 2. december 2025. Administrationen har sammen med bygherrerådgiver OBH Rådgivende Ingeniører gennemgået de indkomne tilbud og udvalgt en vinder af udbuddet. Navnet på vinderen blev fremlagt på mødet i den politiske styregruppe.
Efter tildelingsbeslutningen skal alle tilbudsgivere nu skriftligt underrettes, hvorefter en standstill-periode på 10 kalenderdage indledes. I denne periode er der mulighed for at indgive klager, før kontrakten kan underskrives. Når standstill-perioden er udløbet uden klager med opsættende virkning, kan kontrakten indgås, og projekteringsarbejdet for den nye svømmehal kan begynde.