Ny støtte styrker frivillig hjælp til sårbare småbørnsfamilier
Bevillingen skal sikre både videreførelse af den nuværende indsats og udbredelse til flere kommuner – med særligt fokus på lokale fællesskaber uden for de større byer.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Alm. Brand Foreningen 1792 har bevilget støtte til Røde Kors’ indsats God start på livet, som giver frivillig støtte til gravide og småbørnsfamilier i sårbare livssituationer i Danmark. Bevillingen skal sikre både videreførelse af den nuværende indsats og udbredelse til flere kommuner – med særligt fokus på lokale fællesskaber uden for de større byer.
Indsatsen matcher familier med frivillige forældrestøtter, som mødes med familien cirka én gang om ugen over et halvt år. Målet er at skabe tryghed for barnet, støtte forældrene i hverdagen og styrke familiens tilknytning til lokale fællesskaber.
Tidlig indsats med stor betydning
“Ved at styrke trivsel tidligt i livet er vi med til at opbygge det fundament, som børn og unge kan stå på hele vejen ind i voksenlivet. Røde Kors når med ’God start på livet’ børn i det allerførste leveår, hvor tidlig støtte kan få stor betydning – både for familien her og nu og for barnets videre liv,” siger Tue Klitgaard Christensen, direktør i Alm. Brand Foreningen 1792.
Uddelingschef Laura Auken Larsen uddyber: “Tidlig forebyggelse handler i høj grad om relationer. Når familier får støtte tidligt, styrkes både forældrenes overskud og barnets trivsel, og det kan få betydning langt ud over den første tid. ’God start på livet’ er et godt eksempel på en lokal forankret indsats, hvor frivillige gør en konkret forskel i familiernes hverdag, også i områder hvor der ofte er længere mellem tilbuddene.”
Røde Kors: Donationen gør det muligt at nå flere familier
“De første år i et barns liv er afgørende – og samtidig kan overgangen til forældreskab være langt mere sårbar, end mange forestiller sig. Vi ved fra vores evalueringer af God start på livet, at de frivillige gør en konkret forskel i hverdagen ved at lytte, støtte og hjælpe familien til at finde fodfæste. Og på den måde give ro og tryghed i hverdagen. Donationen fra Alm. Brand Foreningen 1792 gør det muligt for os at nå ud til langt flere familier, der har brug for en ekstra hånd i den første tid, hvilket vi er meget taknemmelige for. Vi glæder os meget til at komme i gang med samarbejdet,” siger Marie-Louise Gotholdt, national chef i Røde Kors.
Fakta om indsatsen
- Sundhedsstyrelsen vurderer, at omkring 15 procent af alle barslende har behov for ekstra støtte.
- Evalueringer viser, at God start på livet bidrager til øget trivsel, styrket forældrerolle, større handlekraft og mindre oplevelse af ensomhed blandt forældrene.